Politisk kaos og Europas højeste renter: Her er Storbritannien 10 år efter brexit
Den britiske økonomi har det dårligt, og det har været med til at kaste regeringen ud i en krise. Samtidig stiger renterne og gør livet for briterne endnu sværere.
10 år efter at briterne stemte for at forlade EU, er der ikke meget at kippe med Union Jack for på de britiske øer.
Økonomien går langt dårligere end i det meste af EU, og statsgælden hænger som et åg på skuldrene af den siddende regering.
»Det store billede er, at økonomien skranter ret meget. Der har ikke været ret meget vækst den seneste håndfuld år, hvis man sammenligner med de andre G7 lande,« siger chefanalytiker i Danske Bank Bjørn Tangaa Sillemann i Finans’ podcast om økonomi og finansmarkeder, Det, Der Tæller.
Hør mere om Storbritanniens udfordringer i Det, Der Tæller
Bjørn Tangaa Sillemann peger på, at statsgælden i Storbritannien er vokset fra 80 til 94 pct. af BNP siden 2016.
»De offentlige finanser er meget udfordrede. Det giver meget lidt politisk manøvrerum for Labour-regeringen,« forklarer chefanalytikeren.
Labour-regeringen, som blev valgt ind i 2024, kæmper lige nu også med en intern magtkamp, som kan koste premierminister Keir Starmer hans politiske liv. Magtkampen er brudt ud i lys lue, fordi Labour ved det seneste lokalvalg fik en vælgerlussing af de helt store.
Partiet mistede knap 1.500 pladser i de lokale byråd, mens højrefløjspartiet Reform, der ledes af Nigel Farage, vandt et tilsvarende antal pladser.
Ifølge Bjørn Tangaa Sillemann er det blandt andet den dårlige økonomi, der har været med til at give Reform-partiet vind i sejlene.
»Farage giver høje skatter, unødigt bureaukrati og indvandrere skylden, og mange er nok også klar til at prøve noget nyt efter at Labour og De Konservative har siddet uafbrudt på magten siden Anden Verdenskrig,« siger han.
Den politiske tumult har sammen med krigen i Iran fået de britiske renter til at stige markant. Den tiårige statsrente lå mandag på 5,2 pct., hvilket er det højeste niveau siden 1998. Til sammenligning kostede en tiårig tysk statsobligation 3,2 pct.


