Gældsbjerget vokser verden over: Bevæger vi os nærmere en global krise?
Gældsbjergene har aldrig været større i verdens toneangivende økonomier, og rentestigninger betyder, at det bliver stadig dyrere at finansiere dem. Topøkonomer og erfarne investorer advarer om, at udviklingen er så uholdbar og alarmerende, at den kan ende med at udløse en global krise.
Gældsbjerget vokser verden over, og det ser ustoppeligt ud.
Fra USA over Europa til Asien overgår statsgælden i de toneangivende økonomier i dag de respektive landes bruttonationalprodukt, og investorerne tænker sig en ekstra gang om, inden de lægger de 10- og 30-årige statsobligationer i indkøbskurven.
Udviklingen har fået statsobligationsrenter til at stige. Flere af landene er nødt til at låne til en rente, som de ikke har været vant til at betale i årtier, og det skaber i kombination med en astronomisk statsgæld en særdeles giftig cocktail.
»Jeg skal ikke lægge skjul på, at det er bekymrende, og det har jeg sagt længe. Min bekymring er især, at det er store økonomier, som i dag er meget forgældede,« siger Helge J. Pedersen, cheføkonom i Nordea.
Årsagen er de stigende renter, som har medført, at en voksende del af de offentlige budgetter bliver brugt til at betale renter på eksisterende gæld.
Når landene også har dybe budgetunderskud, må de udstede ny statsgæld på obligationsmarkedet. Med andre ord må de låne for at kunne betale renterne.


