Europæisk inflation tæt på nul
Foreløbige tal viser, at inflationen i eurozonen faldt yderligere i august.
De første foreløbige tal fra Eurostat viser, at inflationen fortsætter med at falde i eurozonen.
I august ser inflationen ud til at falde til 0,3 pct., hvor den i juli var 0,4 pct. Dermed fortsætter tendensen, som har været i gang de seneste måneder.
Inflationen i Eurozonen bevæger sig tættere på deflation, hvor priserne falder i stedet for at stige, og det er dårligt nyt for væksten, mener Frank Øland, der er chefstrateg i Danske Bank.
"Deflation skræmmer, fordi deflation gør det sværere at få gang i væksten. Det skyldes, at udsigten til fortsat faldende priser mindsker lysten til at forbruge og investere. Desuden gør deflation det sværere at få nedbragt gælden," skriver Frank Øland i en kommentar til tallene.
Flere lande i eurozonen er allerede ramt af deflation. Spanien, Portugal og Grækenland har i en længere periode nu været ramt af faldende priser. Frank Øland mener dog ikke, at det på kort sigt behøver at være et problem for de lande.
"En midlertidig periode med pristilpasning, der øger konkurrencedygtigheden, er dog ikke i sig selv et problem. Det er først, hvis deflationen bider sig fast og bliver permanent, at det for alvor er ødelæggende for vækstudsigterne," siger Frank Øland.
Mikkel Høegh, der er cheføkonom i Tænketanken Europa, siger, at den lave inflation med sikkerhed betyder, at renten fortsat vil forblive lav længe endnu. Samtidig mener han, at et opsving i Europa har lange udsigter.
"Det er stærkt bekymrende, at inflationen bliver ved med at falde tilbage og udtrykker dermed, at europæisk økonomi lige nu er ganske langt fra det opsving, som alle taler om, men de fleste har svært ved at få øje på det. Det er især lavere priser på fødevarer, tobak og energi, der trækker priserne ned," siger Mikkel Høegh.
Eurostat offentligjorde også nye ledighedstal for Europa. Ledigheden er stadig høj, men Mikkel Høegh kalder udviklingen stabil og peger på, at de dårlige nøgletal ikke påvirker ledigheden yderligere.
"De dårlige nøgletal har ikke medført flere ledige, hvilket er positivt. Set hen over det seneste år er ledigheden faldet en smule fra 11,9 pct. til 11,5 pct. i eurozonen. I hele EU har ledigheden ligeledes været stabil på 10,2 pct. hen over sommeren, men den er også faldet siden forrige år, hvor ledigheden var 10,9 pct.," siger Mikkel Høegh.


