Det her finder du ikke i Kina
Kina er på vej frem. I foråret blev spilkonsoller eksempelvis endelig lovliggjort. Men her er en række ting, der stadig er dømt nul putte.
Kina er på mange måder et land, der er på vej frem, med mange lysende eksempler på innovative produkter, ideer og teknologier.
Alligevel er det et land, der er synonymt med censur og meget streng kontrol. Tusindvis af hjemmesider kan ikke tilgås fra landet, og særligt de sociale medier tiltrækker negativ opmærksomhed fra de kinesiske myndigheder.
Facebook blev således gjort ulovligt i Kina i 2009. Præcist hvorfor vides ikke, men analytikere fortæller ifølge CNN, at det kan skyldes optøjer mellem det muslimske folkeslag Uighur og Hankinesere i Xinjiang regionen.
Twitter kan heller ikke bruges fra Kina. Det kan Snapchat heller ikke. Eller Youtube.
Landet har sine egne sociale medier, som bl.a. benyttes til at promovere kinesisk industri og teknologi. I Kina er der eksempelvis flere hundrede millioner brugere af Weibo og WeChat. Og når det kommer til videoer, er bl.a. Youku meget populær.
Alligevel er også disse underlagt streng censur. Det gælder også pornografiske hjemmesider og søgemaskiner.
Derfor kan det ofte være svært at finde eksempelvis historier, der ikke også er underlagt censur. Det gælder også, når det kommer til bøger. Alle bøger gennemgår nemlig en barsk screening, inden de får lov at blive udgivet i landet.
I Hong Kong kan man dog tit finde flere ulovlige bøger i byens boghandler. Bøger, som er blevet ulovligt smuglet ind i landet.
Og når vi er ved fiktionen, så er der film. Udenlandske film vel at mærke. De kinesiske kontrolmyndigheder tillader blot 34 udenlandske film i landets biografer hvert år. Men næppe ucensureret. Myndighederne er nemlig hurtige til at skære alt fra, som bliver vurderet anstødeligt eller undergravende.
Brokeback Mountain af kinesiske instruktør Ang Lee blev overvældet med udenlandske roser, da filmen kom i 2005. Men den blev aldrig vist i Kina.
Sidste punkt på denne liste er kasinoer. Hasardspil blev forbudt allerede i 1949, og kasinoer må ikke operere i landet. Det har givet anledning til flere undergrunds-kasinoer samt en enorm ring af kasinoer, der opererer lige udenfor lovens arm. Bl.a. Macau-territoriet, som har en syv gange større spilindustri end Las Vegas.