Bilproducenter bakker ud af Rusland
Det er en dårlig forretning at få bilen betalt i rubler, så bl.a. GM stopper salget.
Det er en dårlig forretning at sælge en bil i Rusland, når betalingsvalutaen er rubler.
Derfor stopper flere bilproducenter nu salget i det økonomisk pressede land. Det skriver det tyske Automobilwoche.de samt Automotive News.
Den russiske valuta er raslet ned over for dollar og euro. Set over året er faldet over for dollaren på cirka 45 pct.
For at begrænse skaderne har bilproducenterne General Motors, Audi og Jaguar/ Land Rover derfor besluttet at stoppe bilsalget midlertidigt.
GM oplyser dog, at allerede bestilte biler af mærket Cadillac, Opel og Chevrolet vil blive leveret til den aftalte pris. Jaguar/ Land Rover vil fredag tage stilling til, om salgsstoppet skal opretholdes.
Audi hører under Wolkswagen Group, der nu vil udarbejde en ny prisliste, før salget genoptages. Samtidig indstiller Audi produktionen på fabrikken i Kaluga fra 22. december til 12. januar. Det skyldes dog juleferie.
Den russiske valuta er under voldsomt pres, først og fremmest på grund af den faldende oliepris.

