Her falder boligpriserne mest
I en række lande er boligpriserne faldet med flere procent på bare ét år.
I Danmark kan vi samlet set se tilbage på 2014 som et positivt år på boligmarkedet. Men helt så positivt ser det langt fra i ud alle lande. Det seneste år er boligpriserne i euroområdet faldet med 0,4 pct., og det er især de sydeuropæiske lande, der trækker ned.
Nordea Kredit har på baggrund af tal fra OECD set på, hvordan priserne på boligmarkedet har udviklet sig i 32 lande det seneste år. Renset for inflation er huspriserne faldet med 6,6 pct. i Slovenien, som dermed ligger i bunden af listen. Det skriver Berlingske Business.
De lande, som har haft den næst dårligste prisudvikling på boligmarkedet, er Grækenland med et fald på 4,9 pct. og Italien med et fald på 3,6 pct.
»Alle tre lande er kendetegnet ved at have været hårdt ramt af den økonomiske krise og ved stadig at sidde rimeligt godt fast i suppedasen med mange strukturelle problemer, høj arbejdsløshed og faldende boligpriser,« siger Lise Nytoft Bergmann, der er chefanalytiker i Nordea Kredit, til Berlingske Business.
Helt anderledes ser det dog ud i Irland, hvor huspriserne er steget med 9,2 pct. i 2014. Irland har ellers været hårdt ramt af krisen, hvor landet kæmpede med en høj gæld, stigende arbejdsløshed og huspriser, der styrtdykkede. Men en række reformer har lavet om på den udvikling.
Også i Estland og England er det dejligt at være husejer i øjeblikket. I Estland er huspriserne steget med 9,1 pct. i år. Estland har i løbet af de seneste ti år været præget af store udsving i huspriserne, hvor de f.eks. blev fordoblet fra 2005 til 2007. Den stigning blev dog hurtigt tabt igen, da boligboblen bristede.
I Storbritannien er det især London og de omkringliggende forstæder, der trækker huspriserne op. Men ligesom i Danmark er prisudviklingen på boligmarkedet i England delt i to.
Danmark sniger sig lige akkurat med i listens top ti med en prisstigning på boligmarkedet på 3,1 pct. Ifølge Lise Nytoft Bergmann er det især de lave renter, der driver den udvikling. Danmark klarer sig dog ikke lige så godt som vores naboland Sverige, som har haft en prisstigning på 5,7 pct. i år. Men det danske boligmarked klarer sig bedre end både det norske, hvor priserne er steget med 2 pct. og det tyske, hvor husene er blevet 1,8 pct. dyrere i år.
