Fortsæt til indhold

ECB-rygter svækker euroen

Euroen er på vej mod sit laveste niveau mod dollar i ni år, mens der bliver spekuleret i, at Den Europæiske Centralbank, ECB, er på vej til at opkøbe statsobligationer.

Økonomi
Ritzau Finans

Forventningen i markedet er, at ECB-chef Mario Draghi formentlig allerede vil løfte sløret for opkøbene ved bankens møde 22. januar efter skuffende nøgletal for eurolandene. I sidste uge stod det eksempelvis klart, at eurozonen var ramt af deflation som følge af den faldende oliepris.

Til gengæld går det bedre i USA, hvor centralbanken, Federal Reserve, derfor ventes at hæve renten i årets første halvdel.

- Vi ser en stor kontrast mellem ECB og Fed. Eurozonens økonomi vil mindst skulle kæmpe i første halvår, og inflationen bliver endnu lavere, når effekten af oliepriserne slår igennem, siger Peter Dragicevich, strateg ved Commonwealt Bank of Australia i London, til Bloomberg News.

Euro koster mandag ved 14-tiden 1,1797 dollar. Til sammenligning kostede euro 1,1835 fredag ved lukketid. Mandag morgen var dollar ellers svækket på grund af et fald i de gennemsnitlige amerikanske timelønninger.

Olieprisens fald rammer fortsat den norske krone, der koster 81 danske øre mod knap 82 danske øre fredag eftermiddag.

Artiklens emner
Mario Draghi