Nationalbanken stopper for salg af statsobligationer
Efter tre rentesænkninger på 11 dage stopper Nationalbanken nu også med at udstede statsobligationer.
Fredag eftermiddag har Finansministeriet efter indstilling fra Nationalbanken besluttet midlertidigt at standse udstedelserne af indenlandske og udenlandske statsobligationer.
Det fremgår af en meddelelse på Nationalbankens hjemmeside.
"Det store overskud på statsfinanserne i 2014 betyder, at salget af statsobligationer har været større end finansieringsbehovet. I lyset af valutasituationen er det ikke længere hensigtsmæssigt at foretage en flerårig aftrapning af dette oversalg. Indeståendet på statens konto i Nationalbanken er mere end til tilstrækkeligt til at dække finansieringsbehovet frem til udgangen af 2015," lyder meldingen fra banken, der som selvejende institution har hovedansvaret for landets pengepolitik, dvs. den del af den økonomiske politik, der vedrører pengeskabelsen, renten og udviklingen i det finansielle system.
Det er endnu uvist, hvor længe der vil være lukket ned for nye udstedelser på området. Beslutningen gælder foreløbig "indtil videre", som det hedder i pressemeddelelsen.
Det er Nationalbankens forventning, at et stop for salg af statsobligationer vil bidrage til at reducere de længere rentespænd og dermed begrænse valutaindstrømningen, skriver banken.
Det har givetvist været nogle hektiske døgn for Nationalbanken, som torsdag eftermiddag i en anden opsigtsvækkende manøvre sænkede renten på indskudsbeviser for tredje gang på 11 dage til negative 0,5 pct.
Det betegner økonomer som et klart tegn på, at man er villig til at tage alle midler i brug for at forsvare fastkurspolitikken.



