Da bunden gik ud af det danske obligationsmarked

Det var dagen, da cheføkonomen i en større dansk finansvirksomhed tog sig en velfortjent fridag for at fejre fødselsdag med familien. Det var dagen, da mange mødte på arbejde med mørke rander under øjnene efter at have set Super Bowl hele natten. Det var dagen, da bunden gik ud af det danske obligationsmarked - første mandag i februar.

Alle i den finansielle sektor havde på fornemmelsen, at noget ville ske, ingen anede, at det ville blive så vildt, så vanvittigt.

»Jeg har aldrig oplevet noget lignende. Jeg mangler tillægsord,« lød det fra en forpustet økonom mandag formiddag. I baggrunden lød der hektiske stemmer fra kollegaerne - hurtig høj tale sådan lige på kanten af at være lidt for meget diskant og lidt for meget råberi, til at det er passende i et kontormiljø, hvor man som oftest lader regnearkene tale.

For bunden var på vej ud af det danske obligationsmarked, og som om det voldsomme rentefald ikke var nok, så brød market maker-systemet sammen. Det er det system, der holder børsmarkedet sammen og sikrer priser, som alle kan være glade for. Store banker og børsmæglere stikker købs- og salgspriser ud, andre køber og sælger inden for de intervaller, der er udstukket.

Systemet har fungeret perfekt i mange år - bare ikke på første mandag i februar. Hvad gør man så? Man forestiller sig ældste mand i handelsafdelingen se med alvorlige øjne over læserbrillerne til de yngre kollegaer og lidt træt sige ordene: »Vi gør som i gamle dage, køber og sælger over telefonen.«

Mandag den 2. februar 2015 blev en anderledes mandag, og det blev den på baggrund af en beslutning, der blev truffet fredag eftermiddag.

Da kunne Finansministeriet og Nationalbanken meddele, at det var slut med at udstede nye statspapirer. Kronen var simpelthen blevet for populær blandt udenlandske investorer, og der er grænser for, hvor populær den må være, når den skal holde sig inden for det bånd, der er aftalt med eurolandene.

Derfor fjernede Nationalbanken simpelthen en stor del af varerne på hylderne. Når der ikke er varer at købe, slipper vi for at få Nationalbankens kasse fyldt med udenlandsk valuta. Tilbage var realkreditobligationerne, og de blev flået ned af hylderne mandag.

Konsekvenser? Dem var der nok af!

Først de fast forrentede lån. Boligejerne har i længere tid skullet vænne sig til, at det toneangivende lån var et 30-årigt 2 pct. lån. Det vurderes ikke længere at være usandsynligt, at det afløses af et 30-årigt 1,5 pct. lån. Fra fredag til mandag steg kursen på 2 pct. lånet fra 97,1 til 99,5. En sådan stigning på over 2 kurspoint på en dag betegnes som »vild og voldsom« af selv besindige personer i dansk realkredit.

Nationalbankens beslutning kom samme dag som opsigelsesfristen på fast forrentede boliglån. Hvis beslutningen var truffet en uge forinden, ville boligejere med lån for mere end 55 mia. kr. have fået bedre kurser. For så mange ventede nemlig med at omlægge til den sidste uge.

Også for flekslån blev mandagen crazy. Fordi market maker-systemet var nede, var der usikkerhed om kurserne, men renterne kendte kun en vej, og det var nedad. Så nu hedder rentesatserne for de mest populære flekslån helt ned til minus 0,15 for det billigste F1-lån.

Renten på F1-lånet er med andre ord negativ. Den nyhed skabte så meget panik, at Danmarks største realkreditselskab, Nykredit, der ejer Totalkredit, meddelte, at man ikke vil udbetale F1- eller F2-lån de dage, hvor renten er negativ.

Problemet med de negative renter er, at det er første gang boligejere i Danmark reelt skal have penge tilbage for at låne, og de investorer, der låner penge ud, skal betale for det.

Men sådan blev det - første mandag i februar.

Flekslånene er ikke eneste udfordring. Det helt nye låneprodukt, der går under navne som FlexKort, KortRente og Fkort, giver også voldsomme udfordringer. Mandag faldt den rente, der ligger bag de nye lån, den såkaldte Cita-rente, til minus 0,56 pct. Det vil sige, at hvis disse lån skulle have nye rente i dag, ville den reelle rente være mellem minus 0,36 eller minus 0,41 - alt afhængig af hvor stort rentetillæg det enkelte realkreditinstitut har. Det svinger fra 0,15 til 0,20 pct.

Renten skal først fastsættes til juni. Det giver realkreditinstitutterne nogle måneders pusterum.

Hvilke spørgsmål forblev så ubesvaret denne mandag?

Formentlig flere, men to trænger sig på:

Har boligrenterne langt om længe nået bunden?

Svaret er formentlig nej. Ingen i den finansielle sektor tør længere spå, da sektoren har advaret om stigende renter i så mange år, at ingen længere tror på det. Et så stort rentedyk, som det vi oplevede mandag, vil formentlig ikke ske her og nu. Det var et helt målbart resultat af Nationalbankens pludselige redningsauktion. Men presset på kronen og dermed lysten til at købe danske obligationer er der stadig. Og det vil formentlig presse renten nedad, langsomt, men nedad.

Er enigheden i realkreditten truet?

Nykredit vil ikke udbetale negative renter til boligejerne, det vil Realkredit Danmark og Nordea Kredit. Hvilke konsekvenser vil det få for investorernes lyst til at investere i danske realkreditobligationer? Kan et brud på den historiske enighed, der har været mellem institutterne rokke det danske realkreditsystem i dets grundvold? Det spørgsmål lader sig ikke besvare endnu.

Men sektoren er rystet i sin grundvold. Det er der ingen tvivl om, og det lægger den i øvrigt heller ikke selv skjul på.

Man må håbe, at cheføkonomen nød fødselsdagslagkagen. For tirsdag venter en ny arbejdsdag i den finansielle sektor.

Og intet er det samme efter første mandag i februar.

Denne artikel er en oplåst abonnementsartikel. Ønsker du fuld adgang til alle øvrige artikler i Finans’ abonnementsunivers, kan du helt uforpligtende få 40 dages gratis adgang ved at klikke her.