Nu kommer de mange nye eksportjob
De voldsomme udsving på valutamarkederne, og Nationalbankens vellykkede forsvar af fastkursen, kan betyde op mod 18.000 nye eksportjob de næste to år, viser beregninger.
Kronens frie fald overfor valutaerne hos vores største samhandelspartnere, kan vise sig at blive en kæmpe gevinst for jobmarkedet og dermed ikke mindst for regeringens chancer for genvalg.
Nationalbankens hårdnakkede forsvar af fastkurspolitikken har tilladt den danske krone at følge med euroen ned i sølet de seneste måneder. Den effektive kronekurs, målt som kronens værdi mod valutaerne hos vores største handelspartnere, er således svækket med 4,2 pct. i forhold til den gennemsnitlige kurs i december og hele 5 pct., hvis man starter regnemaskinen lidt før.
Kronen har ikke været svagere siden 2002.
Udviklingen kan skabe mellem 12.000 og 18.000 nye eksportjob over de kommende 1 til 2 år, hvis den ikke vender, viser beregninger fra Danske Bank.
»Det giver os en meget betydelig konkurrenceevnegevinst, og der er i det lys grund til at forvente, at vores eksport kommer til at stige ganske pænt over de kommende kvartaler,« siger Steen Bocian, cheføkonom i Danske Bank.
Artiklen fortsætter under grafikken...
Den svage valuta vil sætte endnu mere pres på fastkursen, men betyder også et enormt løft i danske eksportvirksomheders konkurrenceevne, da danske varer bliver relativt billigere.
En svagere dansk kronekurs og en stærkere dollar gør det dog også dyrere at være dansker, da importerede varer bliver dyrere. Det kan ifølge Danske Bank ramme privatforbruget, men den negative effekt opvejes dog af gevinsten fra eksportvæksten.
Medvinden fra kronen kan skabe endnu mere momentum på jobmarkedet, hvor man siden midten af 2013 har skabt 32.000 nye job primært i hjemmevendte sektorer som erhvervsservice. De rekordlave renter, som delvist er et produkt af Nationalbankens forsvar af fastkursen, hjælper også med sparke liv i husholdningernes forbrug og på boligmarkedet.
Alt i alt er det en god cocktail, hvis man som den nuværende regering snart skal til genvalg, vurderer Helge Pedersen, cheføkonom i Nordea.
»Økonomien ser meget bedre ud end da regeringen trådte til. Det skader den ikke,« siger Helge Pedersen.
Denne artikel er en oplåst abonnementsartikel. Ønsker du fuld adgang til alle øvrige artikler i Finans’ abonnementsunivers, kan du helt uforpligtende få 40 dages gratis adgang ved at klikke her.


