Grækerne jagter penge i sundhedssystemet
Grækenlands regering har endevendt pengekassen i det offentlige sundhedssystem samt Athens metro.
Det sker i forbindelse med jagten på midler for at holde sig oven vande og betale af på landets gæld.
Det skriver Financial Times.
Athen står over for en regning på 1,7 mia. euro for lønninger og pensioner, som skal betales i slutningen af denne måned. Derudover skal Grækenland betale 450 mio. euro af på sit lån til IMF den 9. april. Flere talsmænd for Euro-landene mener ikke, at Grækenland har penge nok til at betale begge dele.
- Grækerne er et minut fra midnat. Regeringen er på kanten af afgrunden og kan meget vel falde ud over kanten, udtaler Mujtaba Rahman, analysechef i Eurasia Group Consultancy, til Financial Times.
Den akutte pengenød har fået den græske regering til at kigge grundigt på udgifterne til sundhedsvæsenet for at finde enhver form for besparelser. Tidligere i marts blev omkring 150 mio. euro i budgetterede midler til hospitalsudstyr således tilbageholdt.
Indtil videre er det lykkedes regeringen at samle 600 mio. euro fra forskellige statslige selskaber.

