Fortsæt til indhold

Danskerne er (næsten) enige: Boligpriserne kan kun gå én vej

Optimismen på boligmarkedet har løftet sig i marts og når næsten rekordniveauet fra 2014.

Økonomi

Priserne pr. kvadratmeter bolig er på vej op.

I hvert fald hvis man spørger et udsnit af danskerne over hele landet. Det viser nye marts-tal fra Nykredits Hustillid, som Danmarks Statistik foretager sammen med sin egen undersøgelse af forbrugertilliden.

»Et stort flertal forventer højere priser, mens meget få forventer et faldende marked. Det skyldes bl.a., at renterne har sat bundrekorder, men også at der generel bedring på arbejdsmarkedet,« siger boligøkonom i Nykredit, Joachim Borg Kristensen.

Han påpeger, at tallene ikke viser noget om, hvor meget højere priserne forventes at blive, bare at de bliver højere i et eller andet omfang.

56 pct. af de adspurgte danskere forventer, at prisstigninger de kommende 12 måneder, mens 7 pct. forventer, at priserne falder. Det giver et indeks på 23,8 i marts, og dermed når indekset næsten rekorden på 24,2 fra august sidste år, målt i perioden tilbage til 2007.

Nykredit ser boligoptimismen som et tegn på, at huspriserne vil stige i en større del af landet end, hvad har været tilfældet indtil nu.

»Vi kan se, at tendensen med at forvente højere priser er bredt funderet i alle fem regioner. Der er ikke noget, der peger på, at optimismen f.eks. er lavere i Region Syddanmark eller Region Midtjylland,« siger Joachim Borg Kristensen, men fortæller samtidig, at samme tendens gjort sig gældende i udviklingen gennem længere tid.

Marts er ikke den første måned i år, hvor optimismen er begyndt at blomstre.

»I marts og februar har indekset ligget på et rimeligt højt niveau, mens det har ligget lavere i løbet af vintermånederne,« fortæller Joachim Borg Kristensen.

I januar lå huspristillidsindekset op 17,6, mens det steg til 22,9 i februar.

Artiklens emner
Nykredit