Økonomerne jubler: Årets bedste vækstnyhed
Danskerne svingede dankortet flittigt i marts, og det er et godt tegn for dansk økonomi.
Efter en årrække i forbrugsmæssig dvale har danskerne atter fået lyst til at bruge penge.
Sådan kan man i hvert fald tolke den kraftige vækst i dankort-omsætningen, som blev registreret i marts.
De indkøb, som blev betalt via et svirp med dankortet, er blevet opgjort til sammenlagt 29,5 mia. kr. i den første forårsmåned, og det svarer til en ganske markant fremgang på 8,2 pct.
Tilsvarende er antallet af betalinger gået frem med 8,4 pct. til sammenlagt 98,4 millioner transaktioner.
»Det er en markant fremgang, og det kommer vel at mærke oven på en pæn fremgang også i de foregående måneder,« lyder det i en reaktion fra Nordeas cheføkonom Helge J. Pedersen.
Han minder dog om, at der er en tendens til, at danskerne generelt bruger dankortet mere og mere som betalingsmiddel, ligesom der var én handelsdag mere i år, end det var tilfældet i samme måned i fjor.
Ingen af delene kan dog alene forklare hele fremgangen, der ifølge Nordea må betragtes som et signal om, at dele af privatforbruget et ved at komme op i tempo.
»Der er meget snak om, at der måske kan komme en ketchup-effekt på privatforbruget, som har ligget underdrejet i flere år. Den, kan vi ikke love, kommer, men der er ingen tvivl om, at forudsætningerne for en pæn fremgang i privatforbruget er til stede. Danskernes formuer er store, købekraften stiger, ligesom bolig- og arbejdsmarkedet er i bedring og forbrugertilliden i top. Det ser ret fornuftigt ud,« mener Helge J. Pedersen.
Også i Nykredit har man svært ved at få armene ned. Her er man ikke længere i tvivl om, at opsvinget har meldt sin ankomst i dansk økonomi.
»Med tanke på, at privatforbruget udgør i omegnen af 50 pct. af bruttonationalproduktet er den nuværende fremgang i privatforbruget den bedste vækstnyhed i år,« skriver chefanalytiker Tore Stramer i en kommentar.
I Arbejderbevægelsens Erhvervsråd (AE) minder man om, at tallene for den månedlige udvikling skal tolkes meget forsigtigt, fordi placeringen af påsken, der er en travl handelsperiode, spiller ind, ligesom nye betalingsmåder som Mobilepay, der indregnes, har indflydelse på tallene. Tilsvarende har man set udenlandske betalingskort som Mastercard vinde markedsandele i Danmark de senere år.
Men selv når man korrigerer for sæsonudsving og dermed påskens placering samt betalinger via Mobilepay, så er der tale om en omsætningsstigning på 2,8 pct. fra februar til marts.
»Det er pænt, men ikke det kraftigste vi har set på denne side af krisen,« noterer chefanalytiker Frederik I. Pedersen.
AE regner fortsat med en fremgang i det private forbrug på 2 pct. i år.
Oversigt over forbrug og antal betalinger med dankort
| Dankort-betalinger (mio.) | Dankort-forbrug (mia. kr.) | Gennemsnitskøb i kroner | |
|---|---|---|---|
| Marts 2015 | 98,4 | 29,6 | 301 |
| Marts 2014 | 90,9 | 27,4 | 301 |
| Difference | 7,6 | 2,2 | 0 |
| Vækst | 8,4 pct. | 8,2 pct. | - |
Kilde: Nets

