Fortsæt til indhold

Grækenland lover reformer mens finansminister får tæsk

Selvom ministrene melder om "meget kritisk" møde, er Yanis Varoufakis stadig overbevist om, at en aftale vil komme på plads.

Økonomi

Mødet, der fredag fandt sted mellem Grækenland og landets EU-kreditorer, skulle eftersigende have været »ophedet«.

Sådan lyder det fra både Financial Times og Bloomberg News, der fortæller, at de andre finansministre i eurozonen har givet den græske finansminister Yanis Varoufakis »tæsk«.

Den maltesiske finansminister, Edward Schicluna har til journalister i Riga også sagt, at der under mødet fredag var et »totalt sammenbrud« i forhandlingerne.

På pressemødet efter mødet var det heller ikke begejstrede repræsentanter, der stillede sig på talerstolene. Ifølge finansministrenes formand i eurozonen, hollandske Jeroen Dijsselbloem, er der slet ikke sket nok i gældsforhandlingerne.

»Der er stadig dybe kløfter, der skal bygges bro over. Vi er alle klar over, at tiden er ved at løbe ud. Der er spildt for meget tid i løbet af de sidste to måneder, og der er brug for afgørende nye fremskridt. Ansvaret for det ligger primært på den græske side, og det er mest i Grækenlands interesse, at vi finder en aftale,« sagde han på pressemødet.

Den franske finansminister Pierre Moscovici har samtidigt sagt, at selvom få fremskridt er lavet, »løber tiden snart ud«. EU-kreditorerne skal indgå en ny aftale med Grækenland allerede i juni, men hvordan den kommer til at se ud, er der ingen, der ved.

»Vi nærmer os juni og afslutningen på forlængelsen af lånepakken, så vi bliver også nødt til at snakke om,hvad der skal ske efter juni. Men først må vi tale om de her fire måneder, før vi kan tale om fremtiden. Det er meget svært at snakke om fremtiden, hvis man ikke kan blive enige om de næste fire måneder,« sagde Jeroen Dijsselbloem på pressemødet.

»Der er stadig meget store problemer, der skal løses,« siger Jeroen Dijsselbloem.

Samtidigt har den græske regerings talsmand, Gavriel Sakellarides til hjemme i Athen sagt til Mega TV, at Grækenland vil indføre reformer, så snart en aftale er på plads. Men det kræver, at slutlånet på 53,7 mia. kr. bliver udbetalt. Reformer lader sig nemlig ikke gøre uden at have likviditeten til det.

»Landets likviditet er tørlagt, og vi vil gerne løse det problem,« lyder det ifølge The Guardian.

Sakellarides har samtidigt sagt, at han tror på, at en aftale stadig kan komme på plads den 11. maj, når eurozonens finansministre igen mødes til et møde i Bruxelles. Samtidigt afviste han, at Grækenland ville melde sig ud af eurosamarbejdet.

»En grexit ville ikke være løsningen - på trods af det pres, vi oplever mod os,« siger han.

Det allersidste spørgsmål på dagens pressemøde i Riga, var, om Varoufakis virkeligt havde fået »tæsk« på dagens møde.

»For at være ærlig, så var det en meget kritisk diskussion. Vi havde håbet på i dag at skulle høre om positive resultater og nærme os en aftale. Men vi er stadig meget langt derfra,« lyder det fra Dijsselbloem.

Efter mødet rapporterer Euronews, at Yanis Varoufakis - på trods af den »meget kritiske« diskussion - stadig tror på en løsning. Og at den i øvrigt vil komme hurtigt. Han siger også, at Grækenland er nået længere med privatiseringer i løbet af de sidste to uger. Det er blandt andet sådan, Grækenland kan omsætte ekstra penge. Han mener, at mødet fredag havde en »klar indikation på, at forhandlingerne har forbedret sig i løbet af de seneste uger«.

»Udover frustrationerne over at grækerne ikke leverer en gennemarbejdet reformliste med den hastighed, som eurogruppen ønsker, så må vi forvente, at grækerne har fået yderligere hjemmearbejde for. De skal forfine og komme med flere detaljer i beskrivelserne af de reformer, de ønsker at gennemføre. Allerede fra morgenstunden gav den græske finansminister udtryk for, at man rent faktisk ønsker at gennemføre refomer. Det kan tolkes som om, at man trods alt snart ønsker, at enderne kan mødes. I hvert fald løftede dette for en stund de finansielle markeder,« konkluderer cheføkonom i Tænketanken Europa Mikkel Høegh.

Artiklens emner