Norsk krone i kraftig styrkelse efter rentemøde
Norges Bank fastholdt på sit rentemøde torsdag sin ledende rente på 1,25 pct., og det var en overraskelse for flere økonomer, der havde ventet en rentenedsættelse på 25 basispoint.
Reaktionen på valutamarkedet er en relativ kraftig styrkelse af den norske valuta til det stærkeste niveau mod den danske valuta siden oktober 2014.
- Beslutningen om at holde styringsrenten uændret har taget flere investorer på sengen, og den norske krone bliver kraftigt styrket, konstaterer makroanalytiker Kim Blindbæk fra Sydbank i en kommentar. Han var en af dem, der havde ventet en fastholdelse af renten, men flere andre var i den anden båd.
Bloomberg News havde indsamlet estimater fra 19 økonomer og analytikere, og af dem havde ni ventet en rentenedsættelse, mens de resterende ti havde ventet en uændret rente.
- Norges Bank signalerede på rentemødet i marts, at sandsynligheden for en rentenedsættelse på rentemødet i maj eller juni var på cirka 50 pct. Siden rentemødet i marts har vi ikke fået særligt mange økonomiske nøgletal fra Norge, og de, vi har fået, har ikke for alvor vist tegn på, at den norske økonomi er hårdt ramt af opbremsningen i oliesektoren, tilføjer Blindbæk.
Norges Banks direktør, Øystein Olsen, siger i forbindelse med torsdagens meddelelse, at udviklingen i den norske økonomi indtil nu har udviklet sig på linje med de forudsigelser, den kom med i marts, og på den baggrund valgte banken at fastholde renten.
Den norske krone er efter rentebeslutningen blevet styrket til 0,8961 danske kr. fra 0,8860 danske kr. før offentliggørelsen. Hos Sydbank forudser Blindbæk dog en svækkelse af den norske valuta.
- Vi forventer, at den norske krone kan blive svækket en smule på kort sigt af udsigten til en mere lempelig pengepolitik i Norge. Det kommer dog i høj grad til at afhænge af olieprisen. På længere sigt kan den norske krone blive styrket yderligere af Den Europæiske Centralbanks opkøb af obligationer, vurderer makroanalytikeren.


