Markedsrapport: Lukkedag og en faldende dollar
Mens Danmark holdt lukket, pulsede resten af verden af sted. I USA fik dollaren et hak ned i forhold til euroen efter dårlige tal for fremtidens forbrug og produktivitet.
Danmark var ramt af helligdag torsdag, og mange nuppede også en fridag fredag og sad med benene højt i sommerhuset eller på terassen i det pæne vejr. Også fondsbørsen udnyttede muligheden for en forlænget weekend, så aktie-aficionados må pænt vente til mandag med at købe og sælge.
Til gengæld var torsdag og fredag normale hverdage i stort set resten af verdens lande, men de blev ikke de mest begivenhedsrige på verdens handelspladser.
To it-selskaber stod for top og bund i Dow Jones-indekset fredag i USA, da Microsoft faldt med 0,87 pct. og Cisco Systems steg med 1,72 pct. Alt i alt var der ikke voldsom bølgegang: Indekset steg med 0,11 pct. i løbet af fredagen, men med til historien hører, at torsdagen begyndte med et pænt hop opad, så Dow Jones faktisk ramte et rekordhøjt niveau. Torsdag var stigningen således på 1,08 pct., men fredag blev nye og ikke så overbevisende tal for forbrugertilliden og produktiviteten offentliggjort i USA, og så fes festen lidt ud.
Samme historie kan fortælles om Nasdaq og Standard & Poor-indekset, der også havde mest fut i sig om torsdagen og faldt til ro fredag, efter køligere vinde om fremtidsudsigterne blæste.
At der blev skruet ned for optimismen for den amerikanske økonomi betød også, at dollaren faldt i forhold til andre af verdens valutaer. Nu går der således 1,1443 dollar på en euro, hvilket svarer til en styrkelse af euroen på 9 pct. i forhold til 16. marts, hvor US-dollaren ramte det højeste niveau i 12 år i den finansielle armlægning over Atlanten.
I Tyskland faldt DAX-indekset med 0,98 pct. mens Hong Kongs Hang Seng-indeks blev den globale højdespringer med et plus på 1,96 pct.