Fortsæt til indhold

Økonomer: Det går fremad med forbruget, men...

Detailsalget skuffede i april med et fald på 0,2 pct.

Økonomi

Det går godt nok fremad med forbruget i Danmark. Men noget opsving er der ikke tale om.

Det er konklusionen hos privatøkonom Las Olsen fra Danske Bank, efter at nye tal fra Danmarks Statistik viser, at detailsalget fra marts til april faldt med 0,2 pct. Dermed har detailsalget holdt sig på det samme niveau i seks måneder.

»Detailsalget er ikke den bedste indikator for privatforbruget, men udviklingen passer fint med, hvad vi ved fra andre kilder. Det gælder ikke mindst dankortomsætningen,« forklarer Las Olsen.

Han påpeger, at der slet ikke er tale om noget kraftigt opsving.

»Vi skal ikke regne med, at forbruget for alvor trækker økonomien op. For det vil kræve, at forbrugerne øger deres i forvejen store gæld,« siger Las Olsen.

Han understreger, at der faktisk er masser af medvind til forbruget, fordi beskæftigelse, realløn og huspriser stiger. Samtidig er forbrugertilliden meget høj.

»Men der er også en meget kraftig modvind i form af den store gæld, som vi stadig slæber på efter det seneste store opsving i forbruget,« siger Las Olsen.

Hos Arbejdernes Landsbank kalder cheføkonom Lone Kjærgaard faldet i april for overraskende. Hun konstaterer, at den fremgang, der kunne spores i detailsalget gennem 2014, de seneste 5-6 måneder har været afløst af stagnation.

»Det er overraskende. Vi havde forventet, at tallene i højere grad ville afsløre begyndelsen på et selvbærende opsving. Det peger dagens tal ikke helt overbevisende i retning af,« siger Lone Kjærgaard.

Samtidig peger hun dog på, at fremgangen i detailsalget i slutningen af 2014 var høj.

»Derfor er bundniveauet allerede løftet en del siden 2013. Samtidig talte noget af det gode påskesalg i år med i marts,« siger Lone Kjærgaard.

Også hun mener, at den økonomiske krise stadig sidder i forbrugerne.

»Derfor smider danskerne ikke bare livrem og seler,« tilføjer hun.

Alligevel tror hun på, at detailsalget i den kommende tid vil pege opad.

Også Jan Størup Nielsen, der er senioranalytiker hos Nordea, taler om en overraskende svag udvikling.

»Der er umiddelbart tale om en skuffelse, fordi andre indikatorer har peget i retning af et stigende forbrug. Men man skal huske, at salget i detailbutikkerne kun udgør omkring 37 pct. af det samlede privatforbrug. Derfor vil en fortsat efterspørgsel efter tjenesteydelser kunne løfte det samlede forbrug i husholdningerne over de kommende måneder,« siger Jan Størup Nielsen.