Fortsæt til indhold

Medie: Tyskland giver sig i græsk gældskrise

Græsk stædighed betaler sig. I hvert fald hvis rygterne fra Merkels kontor er sande.

Økonomi

Den tyske forbundskansler Angela Merkel er måske klar til at slække på kravene til Grækenland.

I stedet for at forlange alle de græske reformer på én gang, er hun nu klar til at udbetale noget af slutlånet, hver gang en reform indføres, lyder det fra kilder tæt på kansleren.

Det skriver Bloomberg.

Sammen med Den Europæiske Centralbank (ECB), Den Internationale Valutafond (IMF) og EU-Kommissionen har hun ellers indtil for ganske nyligt holdt hårdt på, at alle reformer måtte fremlægges, før de sidste 53 mia. kr. af slutlånet i den midlertidige lånepakke kunne udbetales. De skulle efter tidsplanen faktisk have været overført i april, men da Grækenland ikke dengang kunne levere nogle løfter eller reformforslag, kom de aldrig.

Ved udgangen af juni bortfalder pengene, og man har derfor travlt med at nå en aftale inden den 14. juni.

Den græske premierminister, Alexis Tsipras, og hans koalitionsregering har flere gange nægtet at gå på kompromis med de tre kreditor-institutioner, der samlet bliver kaldt for »trojkaen«. Tsipras kom nemlig til magten i januar på løfter om ikke at indføre strenge reformer, og har, siden forhandlingerne i februar blev forlænget, søgt uden om de andre finansministre i eurozonen for at tale med Merkel.

Den taktik viser sig nu måske at have virket.

En talsmand i den tyske regering fastholder dog, at Tyskland ikke overvejer en sådan aftale, og at man kun vil acceptere nye løsningsforslag fra ECB, EU-Kommissionen og IMF, de tre officielle kreditorer.

Rygterne om et tysk kompromis har skabt god stemning på finansmarkederne onsdag, inden nattens møde mellem Tsipras, Merkel og den franske præsident Francois Hollande. Ifølge Tine Choi Danielsen, seniorstrateg ved Nordea, steg de mest sikre statsobligationer og den ledende tyske 10-årige rente krydsede en overgang på 1 pct. Selvom der også var nye rentestigninger, steg aktierne anført af de tyske med en stigning på 2,4 pct.

Men imens mødet i Bruxelles stod på, vurderede S&P, et af verdens største rating-bureauer, at sænke Grækenlands kreditvurdering, så det nu lyder, at der er overhængende fare for, at Grækenland ikke betaler dele af sin gæld tilbage.

»Den gode stemning på de europæiske markeder fortsatte i USA og Asien med pæne plusser, men markedet er stadig ekstremt følsomt over for den græske udvikling, og der vil komme flere bump på vejen. Som S&P's nedsættelse af Grækenlands kreditvurdering antyder, så er risikoen for en græsk statsbankerot steget. Vores hovedscenarie er stadig, at der findes en løsning, så Grækenland undgår statsbankerot,« siger Tine Choi Danielsen.

Den græske regering har bedt om at få forlænget hjælpepakken til marts 2016.

Skal han overbevise trojkaen om, at det er en god idé - og er Merkel virkeligt villig til at give penge for en stor reform - skal han formodentligt inden for nærmeste fremtid præsentere en stor reform, der lever op til de krav, trojkaen stiller Grækenland.

Hvilken reform Angela Merkel formentligt har udset sig, vides ikke.

Torsdag skal den græske premierminister ifølge flere græske medier mødes med EU-Kommissionens formand, Jeroen Dijsselbloem.

Artiklens emner
IMF