Fortsæt til indhold

Eurogruppemøde suspenderet "indtil videre"

Grækenland har fået besked på at komme tilbage med et bedre udspil så hurtigt som muligt. Irlands premierminister forventer, at forhandlingen vil trække ind i weekenden.

Økonomi
Artiklen opdateres
Heidi Plougsgaard, Jyllands-Postens korrespondent Keld Louie Pedersen

BRUXELLES/AARHUS - Eurogruppens finansministre har sidste på eftermiddagen sluttet deres møde i Bruxelles.

Formelt er mødet suspenderet "indtil videre", oplyser Finlands finansminister Alexander Stubb.

»Det var alt for i dag. Kreditorerne og Grækenland fortsætter arbejdet (med at finde et kompromis, red.). Vi (finansministrene) skal mødes igen, men det bliver ikke i dag,« skriver Alex Stubb på Twitter.

På det mere end fire timer lange finansministermøde har Grækenlands finansminister Yanis Varoufakis afvist det kompromisforslag, som kreditorerne - Den Internationale Valutafond (IMF), den Europæiske Centralbank (ECB) og EU-Kommissionen - fremsatte, da finansministermødet begyndte kort efter middag.

Den græske regering præsenterede et hastigt udarbejdet modforslag.

Kreditorernes forslag blev set som et ultimatum, men angiveligt har eurolandenes finansministre valgt at give den græske regering endnu en chance for at komme med et udspil, der kommer kreditorerne i møde.

Når eurolandenes finansministre har valgt at give grækerne en chance, skyldes det ikke mindst, at der i ugens løb er sket en indsnævring i forskellene på den græske regerings forslag, og kreditorernes krav.

Det sker samtidigt med, at EU-landenes stats- og regeringschefer er ved at samles til deres todages topmøde i Bruxelles.

På vejen ind til topmødet er Grækenlands premierminister Alexis Tsipras netop blevet spurgt:

»Hvad foregår der?«, begyndte en kort pingpong med medierne ved indgangen.

»Hvad der foregår? Ved du det ikke?«, replicerede en smilende Tsipras.

»Nej, det gør vi ikke? Bliver I enige om en aftale?«, lød det opfølgende spørgsmål.

»Europæisk historie er fyldt med uenigheder, forhandlinger og kompromisser. Efter at have præsenteret et omfattende græsk forslag er jeg sikker på, at vi vil nå et kompromis, som vil hjælpe Eurozonen og Grækenland med at overvinde denne krise,« svarede den græske regeringschef.

Optimisme er der til gengæld ikke meget af hos Tysklands kansler Angela Merkel:

»Det er op til finansministrene at finde en løsning, som vi (stats- og regeringscheferne, red.) kan tage stilling til. Som jeg hører det, har den græske regering trukket i land i forhold til det forslag, som de fremsatte i mandag,« sagde Angela Merkel.

Nogenlunde samme vurdering kommer fra Irlands premierminister Enda Kenny, der på vej ind til topmødet forudser, at »forhandlingerne om Grækenland meget vel kan strække sig ind i weekenden«.

Artiklens emner
EU-Kommissionen