Fortsæt til indhold

Grækenland time for time: Alt i spil

EU og Grækenland er låst i svære forhandlinger. Landets fortsatte medlemskab af Euroen hænger i en tynd, tynd tråd.

Økonomi

Grækenlands fremtid i eurosamarbejdet bliver afgjort i benhårde forhandlinger mellem landets ledere og EU. Søndagens møde har strakt sig natten gennem hele natten.

Finans samler reaktioner, kommentarer og udmeldinger fra hele verden hele dagen og du kan her få det fulde overblik - minut for minut.

08:40: Maratonforhandlingerne er fortsat natten igennem mellem Grækenland og EU omkring endnu en redningspakke til det kriseramte land. Parterne står stejlt over for hinanden. Kreditorerne krav er ifølge flere medier, at der skal reformeres voldsomt i pensioner og skatter samt at statsejede græske selskaber for 50 mia. kr. skal overføres til en fond uden for landet, der skal stå for at sælge dem.

Kravene er markant hårdere end ventet og vil kræve, at den græske regering, der er venstreorienteret og har fået et folkeligt mandat til at sige nej til flere sparekrav, skal sluge en kamel på størrelse med en elefant.

Aftalen skal udløse endnu en redningspakke til det gældsplagede land, hvis banker er lukkede og som står over for at skulle afdrage milliarder og atter milliarder til sine kreditorer.

Grækenland har bedt om en hjælpepakke på 53,5 milliarder euro til gengæld for reformer.

10:04: Mens Grækenland og Europa venter på, at tirsdagens topmøder begynder over middag, drypper nyhederne ind. Ifølge den græske avis Kathimerini fortæller EU-kilder, at 16 ud af de 19 lande i Eurozonen er klar til at lade Grækenland forlade Eurozonen.

Samtidigt har kreditvurderingsbureauet S&P meldt ud, at Grækenland kan forfalde på sin gæld allerede i denne uge.

09:10: Tirsdag er begyndt og alt tyder på, at den bliver endnu et vigtigt kapitel i den græske gældssaga. Mandag sluttede med, at Tysklands kansler Angela Merkel og Hollands præsident Francois Hollande sammen fortalte, at det nu er op Grækenland at præsentere sine forslag og at det seneste forslag fra landets kreditorer var "generøst". Ikke et rungende oplæg til kompromis.

Græske pensionister i heftige diskussioner, mens de venter på at få adgang til deres bank, hvor de maksimalt må hæve 120 euro om dagen.

Tirsdag mødes Eurogruppen kl. 13, hvor Grækenland skal præsentere, hvad de er kommet frem til mandag. Kl. 18 mødes Eurozonens statsledere, et møde der bliver afsluttet med en fælles udtalelse.

Uvant åbner aktiemarkederne i plus tirsdag og bader dermed ikke i tristesse og krisestemning.

Det er det til gengæld fortsat i Grækenland, hvor bankerne endnu ikke er åbne og der fortsat er restriktioner på kontanthævninger. Landet får stadig dryp af likviditet fra ECB, men situationen er hård for almindelige grækere. Ifølge The Guardian er der en kæmpe mangel på de mest brugte sedler, butikkerne er fortsat mere tomme og turistindustrien er i knæ.

Tirsdag morgen har formanden for EU-Kommissionen Jean-Claude Juncker holdt tale i parlamentet. Det var ikke opmuntrende toner og der blev ikke indikeret en ny linje i forhold til, hvor langt EU vil strække sig for at imødekomme grækerne.

MANDAG

17:56: En tumultarisk dag i Europa og Grækenland er ved at slutte. Dagen startede med bulder og brag efter folkeafstemningen for eller imod flere reformer endte med et stort nej til yderligere besparelser. Den bastante tone blev dog modereret, da landet finansminister, Yanis Varoufakis, gik af for at lette fremtidige forhandlinger.

Nu tidligere finansminister Yanis Varoufakis blev omringet af journalister, da han forlod ministeret mandag formiddag.

Han blev erstattet af Euclid Tsakalotos, tidligere chefforhandler for Grækenland. Han er mangeårigt medlem af Syriza, så det er langt fra sikkert, at han vil være mere reformindstillet end sin forgænger.

Status efter dagen er, at Grækenlands premierminister Alexis Tsipras har fået fuld støtte fra de andre græske partier til de forhandlinger, der tirsdag skal foregå i Eurogruppen, der er indkaldt til hastemøde. Her skal Grækenland fremlægge sine forslag til reformer, der kan få pengene fra EU til at flyde igen.

Finansmarkederne tog mandagen i stiv arm. Håbet om en aftale lever endnu, og renterne i Sydeuropa oplevede kun moderate stigninger. Det indikerer, at at risikoen for, at en græsk bankerot spreder sig, er minimal.

Situationen for den almindelige græker ændrede sig ikke mandag. Bankerne er fortsat lukkede, butikshylderne stadigt mere tomme og den økonomiske aktivitet på et nulpunkt. Bankerne vil holde lukket både tirsdag og onsdag med.

16:53: Grækenland har fået en ny finansminister efter Yanis Varoufakis afgang. Det er blevet Euclid Tsakalotos, tidligere udenrigsminister og chef for forhandlingerne med EU. Samtidig meldes det, at Grækenland er klar med et oplæg til forhandlingerne tirsdag.

16:33: Efter et maratonmøde blandt de politiske ledere i Grækenland har de forladt mødelokalet. Resultatet er blevet en fælles erklæring, hvor oppositionen har givet tilsagn om, at de vil støtte Alexis Tsipras i de kommende forhandlinger med EU. De specifikke detaljer vil de dog ikke ud med.

15:39: Dagens - og måske krisens - enfant terrible, nu forhenværende finansminister Yanis Varoufakis, forlader sit ministerium med stil.

14:59: Den tyske økonomiminister Sigmar Gabriel har meldt ud, at Grækenland nu risikerer insolvens. Samtidigt har går der rygter om, at landets banker vil fortsætte med at holde lukket "et par dage endnu".

14:31: Ud over Valdis Dombrovskis kommentarer tidligere om, at det vil blive svært at finde en løsning, har en talsmand for Angela Merkel været ude med dystre meldinger. Steffen Seibert fortæller, at man ikke for nuværende ser noget grundlag for yderligere forhandlinger.

Angela Merkels villighed til at forhandle med grækerne bliver afgørende for, om der bliver fundet en løsning.

Som altid sagde han samtidigt, at døren er åben for grækerne, men at alt afhænger af, hvilke forslag, de lægger på bordet ved tirsdagens Eurogruppemøde.

De mudrede toner har sendt euroen på retur igen.

Forslag vil der komme ifølge Reuters, der fortæller, at den græske premierminister Alexis Tsipras via telefon har lovet Angela Merkel at komme med et nyt oplæg tirsdag.

14:04: Den græske premierminister Alexis Tsipras har øjensynligt forladt et møde med Grækenlands politiske ledere for at gennemføre en telefonaftale med Rusland præsident Vladimir Putin. De græske ledere har tidligere ikke været blege for at mødes med Rusland, når det strammede til i forhold til at blive reddet et EU, IMF og ECB.

13:01: Så er de første meldinger fra EU kommet oven på søndagens græske valg. Vicepræsidenten for EU-kommissionen Valdis Dombrovskis har holdt pressemøde, og det lagde ikke op til idel lykke og kærlighed mellem Grækenland og EU.

Grækernes valg har gjort situationen værre, lyder det fra EU-Kommissionens næstformand, Valdis Dombrovskis.

Han sagde, at valget komplicerer forhandlingerne mellem EU og Grækenland. Han understregede samtidig, at Grækenland har modtaget 184 mia. euro siden 2010 men har stadig kun delvist implementeret de reformer, der er påkrævet.

Dombrovskis fortalte samtidig, at euroens stabilitet ikke er et spørgsmål, da man er klar til at gøre alt for at forsvare den.

Yderligere forhandlinger vil ifølge Valdis Dombrovskis kræve et mandat fra Eurogruppen, der mødes i morgen, tirsdag.

11:28: Mandagens mødekalender er fuld for Europas toppolitikere. Mandag har formand for EU-kommissionen Jean Claude-Juncker , formand for Europarådet Donald Tusk, Præsident for Eurogruppen Jeroen Djisselbloom og ECB-chef Mario Draghi hold telekonference.

Senere på dagen skal ECB's rådgivende råd mødes og mandag aften mødes Frankrigs præsident Francois Hollande og Tysklands kansler Angela Merkel mødes til middag. Alle skal diskutere konsekvenserne af Grækenlands nej.

Møderne leder op til Tirsdag, hvor der der indkaldt til de helt tunge møder. Eurogruppen mødes efter en ekstraordinær indkaldelse og efterfølgende mødes EU's statschefer. Sidste nyt herfra er, at Eurogruppen forventer, at grækerne kommer med et forhandlingsoplæg til mødet.

En tysk talsmand har udtalt, at fremtiden afhænger af, hvad grækerne møder op med.

11:04: Oven på Yanis Varoufakis exit gør flere medier status over den nu forhenværende græske finansminister. Han har fra dag et været en markant skikkelse, der insisterede på at gå i afslappet tøj, ankommer på motorcykel til officielle møder og er fuld af markante udtalelser.

Nu forhenværende finansminister Yanis Varoufakis på sin velkendte motorcykel

I sidste uge sagde han eksempelvis, at han heller ville skære sin arm af end at indgå en aftale uden gældsreduktioner og i weekenden kaldte han EU, ECB og IMF for terrorister.

Yanis Varoufakis er været så markant, at han er blevet set som et problem for forhandlingerne, hvilket også er årsagen til, at han har trukket sig.

Bloomberg News har lavet en "best of Varoufakis"

Tidligere på året lavede den tyske ungdoms-tv-kanal ZDF_Neo denne video mens The Guardian havde dette portræt.

10:36: Finansmarkederne har vundet noget af det tabte tilbage fra morgenens fald på 2-3 pct. Efter halvanden times handel ligger de toneangivende markederne i England, Frankrig og Tyskland nede med 0,9-1,4 pct. Faldende er en smule større i de mere udsatte markeder i Spanien og Italien.

Yanis Varoufakis oplyser til Bloomberg, at han fratræder som finansminister, hvis grækerne stemmer ja ved søndagens folkeafstemning.

Mens det græske nej øger risikoen for en bankerot og et farvel til euroen giver den græske finansminister Yanis Varoufakis' afsked håb om, at det vil blive lettere for Grækenland og troikaen bestående af IMF, ECB og EU at finde en løsning i sidste time.

På obligationsmarkedet er udsvingende som forventede, omend begrænsede. Renterne i sikre lande som Danmark og Tyskland falder en smule mens renterne i Italien og Spanien stiger. Det største drama er i græske obligationer, hvis renter eksploderer. Renten på en 2-årig græsk statsobligation er steget med omkring 12 pct.-point til 47,12 pct. mens renten på en 10-årig græsk statsobligation er steget med 2,6 pct.-point til 17,25 pct.

10:17: Mandag morgen efter det afgørende, græske valg søndag ligner til forveksling mandag morgen for en uge siden. Bankautomaterne er fortsat bestormede og pensionister, der ikke har et hævekort, må stå i kø for at komme til de banker, der holder specielt åbent.

Grækenland er hastigt ved at løbe tør for kontanter og der spekuleres i, at regeringen snart på begynde at udstede gældsbeviser i stedet for euro.

Bloggen fortsætter under billederne:

Igen var der kø ved bankerne mandag i Grækenland oven på søndagens afstemning.
Hverdagen har ikke ændret sig mandag i Grækenland, hvor bankerne fortsat er lukkede. Derfor måtte pensionister uden hævekort endnu en stille sig i kø ved de få banker, der holder åbent specielt for dem.

09:52: Det er langt fra alle, der er negative omkring det græske nej. Støtten til Grækenland kommer fra nær og fjerne mandag.

I Italien skriver avisen La Repubblica, at grækerne har givet et "en lussing" mens den skotske avis The National skriver, at "grækerne har trodset Europa".

I Danmark glæder Enhedslisten sig over resultatet.

Den argentinske premierminister Christine Kirchner, hvis land selv er gået bankerot en stribe gange, har også været ude med støtte til det "stolte græske folk".

Londons borgmester, den altid bastante og EU-skeptiske Boris Johnson, glæder sig over at grækerne har bedt EU om at "pille af".

Formanden for Eurogruppen Jeroen Dijsselbloem, der samtidig styrer ESM, den europæiske redningsmekanisme, var mindre begejstret i en kommentar kort efter resultatet stod klart.

09:15: De danske aktiemarked er åbnet i minus mandag morgen oven på grækernes nej. C20 Cap-indekset falder med over 1 pct. mens de europæiske markeder er åbnet med fald på 2-3 pct. Dermed er slaget langt fra så hårdt, som det tidligere var frygtet.

På obligationsmarkedet er der som ventet fald i renterne i "sikre" lande som Danmark og Tyskland mens der er rentestigninger i Spanien og Italien.

08:52: Alt afhænger nu af, hvordan Europa reagerer på det græske nej og om kontinentets politikere er klar til at tage endnu en dans med grækerne. En hård bagkant truer den 20. juli, hvor Grækenland skal svare et solidt antal milliarder af sin gæld. Men denne gang er det ikke til IMF, men til kreditorer, hvor et manglende afdrag er lidt en bankerot.

Angela Merkel og Alexis Tsipras i en mere hjertelig stund. I midten Italiens Renzi.

Mandag mødes Frankrigs præsident Francois Holland og Tysklands kansler Angela Merkel for at diskutere situationen. Tirsdag åbner med et møde i Eurogruppen efterfulgt af et hastindkaldt topmøde mellem EU's statsledere.

08:40: Det ser ud til en grim start for aktiemarkederne oven på det græske nej. Ifølge IG indikeres de toneangivende markeder i England, Tyskland og Frankrig at falde mellem 2 og 3,1 pct. fra start.

»Det bliver i negativt territorium, men vi forventer ingen panik da vi venter, at myndighederne vil være klar, hvis der skulle vise sig markante smitteeffekter, der truer den finansielle stabilitet,« skriver Jyske Bank om sine forventninger til markedets reaktion fra start.

08:08: Finansminister Yanis Varoufakis tilbagetræden kaster de første reaktioner af sig. Det bliver af flere set som en udstrakt hånd til EU om at vende tilbage forhandlingsbordet og de finansielle markeder - eller i hvert fald euroen - har taget godt imod nyheden.

Nordeas EU-ekspert Holger Sandte ser også Yanis Varoufakis som et led i, hvad der er nødvendigt, for at de græske og europæiske politikere kan mødes og måske, med en tyk streg under måske, holde Grækenland i Euroen.

Der er dog ingen tvivl om, at situationen er alvorlig og at markederne kan ramme en grim, grim periode.

07:54: Finansmarkederne har ikke taget det græske nej med samme ophøjede ro, som som udviklingen i slutningen af sidste uge. I Asien falder Hang Seng-indekset i Hong Kong med over 4 pct., japanske Nikkei 225 med 2,4 pct. og australske ASX med 1,3 pct.

På valutamarkederne er euroen svækket til 1,036 dollar, hvilket for danskere betyder, at en dollar koster 6,75 kr. For et år siden kostede en dollar 5,48 kr.

Danske Bank skriver fra morgenstunden, at man forventer rentefald fra start for tyske og skandinaviske statsobligationer mens obligationer fra lande som Portugal, Spanien og Italien bør stige. Danske B ank forventer, at forskellen mellem renterne fra sikre nordeuropæiske lande og de problemramte sydeuropæiske lande, det såkaldte spread, vil stige med 0,2-0,5 pct.-point fra start.

07:39: Den græske finansminister, Yanis Varoufakis, er trådt tilbage. Det på trods af, at han har været en fast del af nej-bevægelsen og Alexis Tsipras højre hånd. Han skriver på sin blog, at han træder tilbage, fordi flere EU-aktører ville foretrække det, hvis han ikke var til stede ved de kommende forhandlinger om landets fremtid.

Den nu forhenværende finansminister har været en torn i øjet på EU med sin meget skarpe retorik. Så sent som lørdag kaldte han politikerne og embedsmændende i IMF, ECB og EU for terrorister.

»Jeg vil bære deres afsky med stolthed,« skriver Yanis Varoufakis.

På de store linjer der det indkaldt til hastemøde for EU's stats- og premierministre tirsdag for at diskutere det græske nej.

07:30: Mandag morgen er Europa vågnet op til et græsk nej. Grækerne har med overvældende flertal afvist EU, IMF og ECB's reformforslag i bytte for yderligere økonomisk støtte. Dermed er fronterne skarp trukket op og en potentiel græsk exit rykket markant nærmere.

Natten var præget af fest i Grækenland i nej-lejren, da det hurtigt stod klart, at over 60 pct. havde stemt nej. Kl. 1 i nat var resultatet slået fast: 61,31 pct. til nej og 38,69 pct. til ja.

Grækenlands premierminister Alexis Tsipras.

Premierminister Alexis Tsipras, der har stået for den reformfjendlige linje, sagde kort efter, at grækerne havde truffet "et modigt valg" og at "demokrati ikke kan afpresses". I modsætning til den stribe af EU-topfolk der har sagt, at et nej er lig et farvel til euroen sagde Tsipras, at han ser det som en styrkelse af forhandlingspositionen i forhold til at få yderligere redningspakker.

SØNDAG:

13:30: Den vigtigste søndag i Grækenland siden landet slog Portugal i EM-finalen søndag den 4. juli 2004, er i gang. Denne søndag er det dog en helt anden kamp, grækerne kæmper. Den folkeafstemning om et ja til flere reformer og et fortsat samarbejde med EU, ECB og IMF eller et nej og en sandsynlig exit-fra eurosamarbejdet, er i gang.

En græker stemmer foran et kort over EU søndag.

Op mod 10 mio. grækere skal til stemmeurnerne og de seneste meningsmålinger spår dødt løb mellem den fløj, der ser den bedste fremtid i at lade Grækenland styre sin egen skæbne og den fløj, der mener, det bedste for landet er at blive i den finansielle EU-fold.

Over middag har de fleste toneangivende politikere stemt og premierminister Alexis Tsipras, der anbefaler et nej til EU's reformpakke, havde de store ord fremme. »I dag overvinder demokratiet frygten,« sagde Tsipras, da han afgav sin stemme.

Den græske premierminister Alexis Tsipras omringet af journalister, da han afgiver sin stemme.

Afstemningen er en mærkeligt størrelse, da grækerne skal stemme om et reformudspil fra dets kreditorer, der ikke længere er på bordet, om udbetaling fra en redningspakke, der er udløbet den 30. juni. Stemmesedlen er da også blevet kritiseret for at være totalt uforståeligt. Valget er dog forstået som et principielt valg i befolkningen.

Weekenden over er der blevet sendt verbale skud fra fløj mod fløj mens titusinder af grækere har været på gaden for at demonstrere.

En demonstration til fordel for et nej i Athen

Fra EU har der weekenden over været blandede toner. Formanden for EU-parlamentet Martin Schulz sagde søndag morgen til radiokanalen Deutschlandfunk, at hvis grækerne stemmer nej, så må grækerne finde sig en anden valuta oven på valget.

Modsat blødte den eller notorisk hårde tyske finansminister Wolfgang Schäuble lidt op over for Grækenland, da han til Bild sagde, at grækerne måske kun midlertidigt vil miste euroen, hvis det bliver et nej.

Hvad det bliver er nu op til grækerne, der siden mandag har levet med lukkede banker, kapitalkontrol og stadigt mere tomme butikker og apoteker. Søndag kører metroen dog gratis, så folk kan komme hjem og stemme.

Stemmeboksene lukker kl. 19 og de første resultater forventes at tikke ind omkring kl. 20. Mandag morgen vågner alle europæere til en ny virkelighed, enten med de velkendte problemer for de sidste fem år eller med det første land nogensinde, da de fakto har stemt sig selv ud ad euroen.

Fredag

16:56: En lang fredag er slut og Grækenland kan gå til den mest afgørende weekend for landet i nyere tid. Søndag skal grækerne stemme om, om de vil have flere reformer og forsøge at opretholde hjælpen fra EU eller om de vil sige nej og sandsynligvis forlade eurosamarbejdet.

Fredag eftermiddag fik nej-sigerne vind i sejlende, da IMF kom med en rapport, der konkluderede, at landet har brug for en gældssanering, før landet vil have mulighed for at kunne betale tilbage. Det har været et ønske fra landets regering længe, mens EU, ECB og IMF har villet fokusere på reformer.

Samtidig gnavede de restriktioner, der mandag blev lagt over kontanthævninger og lukkede bankerne, videre på økonomien. Alt er gået i stå og græske selskaber har svært ved at gøre noget som helst.

14:11: Fredagen går stadig sin rolige gang i forhold til krisen. Senest har FN's særlige rådgiver for fattigdomsbekæmpelse under 2015-målene meldt ud, at han mener at den bedste løsning er at holde Grækenland i euroen og skære i landet gæld, så den bliver mere overkommelig.

På en mere dyster note har landet forsvarsminister, Panos Kammenos fra det højreorienterede Independant Greeks-parti, sagt, at hærens opgave ikke bare er at forsvare landet ud ad til men også at holde ro indenlandsk. Det fører til rynkede bryn i et land, der tidligere har været et militærdiktatur.

10:43: Dagen går sin gang uden nyheder af større betydning fra Grækenland. Europa rundt falder aktierne marginalt op til weekenden, hvor grækerne skal til valg om, hvorvidt de vil godtage flere reformer eller ikke. Fredag aften er der varslet demonstrationer over hele landet. Meningsmålinger indikerer fortsat, at det vil blive et tæt valg.

Det anderkendte magasin The Economist er ikke i tvivl om, at fremtiden for Grækenlands deltagelse i eurosamarbejdet er på spil.

Afstemningen vil være afgørende for hele Europas skæbne, vurderer det meget anderkendte magasin The Economist, der er fristet til at beskrive hele processen som en farce, hvis ikke alvoren var så stor.

Fredag kommer også andre stemmer på banen. For måske er den største trussel mod eurosamarbejdet, hvis Grækenland forlader euroen og klarer sig godt.

09:19: I den tyske avis Die Welt kaster vicepræsidenten for EU-Kommissionen lidt af en bombe fredag morgen. Valdis Dombrovskis udtaler, at den folkeafstemning, grækerne skal til søndag, hverken er juridisk eller faktuel holdbar. Grækerne kan ikke stemme om betingelserne i en redningspakke, der er udløbet. Samtidig stikker han som andre EU-politikere en pæl igennem argumentet om, at Grækenlands forhandlingsposition vil være styrket ved et nej.

Danmarks statistik fortæller fredag morgen, at Grækenland i 2014 var danskernes sjettemest yndede rejsemål. Skulle drakmeren vende tilbage og landet blive skambilligt at rejse til, kan det måske kravle højere op på listen.

09:06: Endnu en dag tager de finansielle markeder situationen i Grækenland roligt. Det danske aktiemarked er åbnet omkring uændret. Natten over har der været turbulens på det kinesiske marked, men det var udløst af deres egne problemer og ikke Grækenland. I USA lukkede markederne let negativt.

08:20: Og live-opdateringerne starter igen efter en noget lang pause fra i går eftermiddags. Torsdag eftermiddag bød ikke på afgørende nyt fra den græske gældstragedie.

Diskussioner under torsdagens demonstrationer i Grækenland forud for søndagens valg.

Det er kommet frem, at IMF er noget skeptiske over for Grækenlands udsigter. Landet vil få brug for milliarder og en gældsnedskrivning, hvis det nogensinde skal trække sig ud ad dyndet.

Derudover har den græske premierminister Alexis Tsipras holdt en halvoptimistisk tale over for den græske befolkning og sagt, at han forventer en aftale med landets kreditorer 48 timer efter folkeafstemningen søndag. Han brugte også taletiden til lige endnu en gang at fortælle sine landsmænd, at situationen er EU, ECB og IMF's skyld.

Samtidigt er meningsmålingerne stadig en kilde til spænding eller uro - alt efter ens disposition - og indikerer et tæt valg i Grækenland om landets fremtid.

Til dem der stadig finder det hele lidt forvirrenden er her et fremragende radioindslag fra Planet Money om situationen.

Torsdag aften var gaderne samtidig fyldt med mennesker, der enten demonstrerede for et ja - Nai - eller et nej - Oxi - til valget. Flere peger på, at det vil være en katastrofe, hvis Grækenland stemmer nej.

Demonstrationer torsdag forud for valget i Grækenland søndag
Et EU-flag sat i brænd under demonstrationer forud for søndagens valg i Grækenland

TORSDAG

15:48: Den græske regering har lanceret en hjemmeside, der lader op til valget søndag. Den er komplet med nedtællingsur, eksempler på andre lande, der har stemt om EU-forhold, og kække grafer.

Der vil ingen forhandlinger være mellem Grækenland og dets kreditorer før efter afstemningen, hvor landet borgere skal tage stilling til, om de vil have flere reformer imod mere hjælp eller om de vil sige nej og dermed næsten med sikkerhed må forlade eurosamarbejdet. I mellemtiden er bankerne lukkede og grækerne bundet i usikkerhed.

En ældre græker læser nyhederne under krisen

14:58: Hollands finansminister Jeroen Dijsselbloom skyder i en tale i parlamentet de græske stemmer ned, der taler for, at landet med et nej søndag vil stå stærkere i kommende forhandlinger med EU og ECB. Dijsselbloom siger bastant, at hvis det bliver stemt nej, så er der ingen basis for yderligere forhandlinger og ingen basis for Grækenland i eurosamarbejdet.

14:46: Den meningsmåling fra GPO, der tidligere torsdag viste, at 47 pct. af grækerne vil stemme ja på søndag, var muligvis fejlbehæftet. GPO skriver ifølge flere medier, at der var tale om delresultater, der ikke var parat til offentliggørelse, samt at den ikke tager ansvar for målingen, som den er rapporteret.

En græker født i 2007/08 vil være 18 år, før økonomien igen er på niveau med før krisen. Det har Bloomberg udregnet

14:22: Udsigterne for børn født i Grækenland, da krisen brød ud i 2007/08, er rædderlige. Ikke mindst set i forhold til eksempelvis tyske børn født på samme tidspunkt. Bloomberg har regnet på IMF's forventninger, og en græker født i krisen vil have kørekort, før han eller hun kan forvente, at økonomien er tilbage på niveauet fra før krisen.

13:52: Bloomberg TV fortsætter striben af interviews med græske politikere torsdag. Senest er det den tidligere græske premierminister Antonis Samaras, der har været på skærmen. I en skarp udmelding siger han, at søndagens valg de fakto er mellem at fortsætte i euroen eller gå tilbage til drakmeren. Sidstnævnte vil være en katastrofe og »dræbe den græske økonomi« ifølge den tidligere premierminister.

En anden tidligere premierminister, Kostas Karamanlis, har ligeledes været på tv for at opfordre grækerne til at stemme ja til reformpakken søndag. Et nej vil ifølge ham betyde et exit til euroen.

Iliana Magra, en 21-årig studerende fra Grækenlands andenstørste by Thessaloniki, hvis læserbrev i Financial Times er gået Europa rundt.

13:21: Et trist og hjerteskærende læserbrev fra en ung græsk kvinde fra landets andenstørste by, Thessaloniki, tager runden på de sociale medier. I brevet, der er trykt i Financial Times, ydtrykker Iliana Magra sine tanker om aldrig at have oplevet andet end krise og de dystre fremtidsudsigter, der hænger over hendes land og hende.

12:27: Mens alle forhandlinger mellem Grækenland og landets kreditorer er sat på hold til efter søndagens folkeafstemning, lider landet fortsat under kapitalkontrol og hvad det medfører af lukkede banker og begrænsede kontanthævninger. Alle er usikre og forbruget er faldet med 70 pct. Samtidig er der meldinger om, at bankerne er så tørre for kontanter, at de kan være løbet helt ud inden valget søndag.

Igen torsdag er der lange køer af pensionister foran de banker, der er beordret særåbnet så folk uden hæve- eller kreditkort kan få penge til mad og andre fornødenheder.

Græske pensionister i kø foran en bank onsdag.

11:04: Den græske finansminister Yanis Varoufakis har været på Bloomberg TV, hvor han bestemt ikke bløder op i forhold til afstemningen, troikaens krav og hvad der skal til, før han kan stå inde for en aftale. Han vil øjensynligt »hellere skære sin arm af« end at lave en aftale, der ikke bringer Grækenlands gæld ned til et bæredygtigt niveau.

Han fortæller derudover, at hvis grækerne stemmer ja til flere reformer - og dermed bryder med regeringens linje - så vil han trække sig som finansminister. Yanis Varoufakis kom samtidig tæt på at anklage Tysklands kansler Angela Merkel for at ville vælte den græske regering.

Den kontroversielle græske finansminister Yanis Varoufakis.

10:35: Topkvinden i IMF Christine Lagarde fortæller torsdag formiddag, at der ikke vil blive skåret i Grækenlands gæld, før der er gennemført flere reformer. Uden en reduktion af gælden vil Grækenland ifølge IMF selv så godt som aldrig kunne tilbagebetale den, men en gældsreduktion er altå ikke lige på trapperne.

Imens lever grækerne fortsat i usikkerhed og under kapitalkontrol. Det har fået dem til at rippe supermarkederne for basisvarer som pasta, mel og langtidsholdbar mælk.

09:50: Nyhedsstrømmen er ebbet ud efter onsdag, hvor alt blev skudt til hjørne til efter folkeafstemningen søndag i Grækenland. Finans opdaterer løbende her, når der kommer nyheder. I mellemtiden kan interesserede læsere lære mere om krisen og baggrunden her:

En oversigt over Grækenlands gæld.

En oversigt over de vigtigste datoer for et Grexit.

Der bliver talt meget om grækernes skattebetaling. De udfordringer kan du blive klogere på her.

Et ganske forrygende radioindslag fra 2011 om den tidligere chef for Grækenlands pendant til Danmarks Statistik.

Finans' løbende kuraterede udvalg af Twitter-reaktioner.

Et oversat (til engelsk) spørgsmål-og-svar-ark om Grækenlands kapitalkontrolsregler.

Vox's regnemaskine, hvor man kan skyde sig ind på sandsynligheden for et Grexit

The Wall Street Journals Matina Stevis blogindlæg om hvordan, det er være eksilgræker midt i en gældskrise.

Opfølgningen her er også værd at få med.

Et 72 ord langt studie i kancellisprog, også kendt som det spørgsmål, grækerne på søndag skal svare ja eller nej til (og som vist i øvrigt har et par fejl indbygget.)

09:02: Société Générale er torsdag ude med beroligende meldinger omkring situationen i Grækenland. Lige meget hvordan det ender, kan eurosamarbejdet klare det, vurderer banken. Siden sidste krise er den græske gæld blevet flyttet til statskasserne og risikoen for, at et kollaps i Grækenland trækker lande som Portugal, Spanien og Italien med sig i faldet er så godt som fjernet.

08:21: Mens de første meningsmålinger viste et flertal for et nej til søndagens folkeafstemning bliver billedet nu mere mudret. En meningmåling foretaget af GPO viser 47 pct. for et ja og 43 pct. for et nej. En tidligere måling fra ProRata viste 54 pct. for et nej og 33 pct. for et ja. Den var dog delvist gennemført før bankerne blev lukket og det blev virkelighed for grækerne. Wall Street Journal har en oversigt.

Et stort banner, der opfordrer grækerne til at stemme nej til reformer, pryder landet finansministerium

08:10: Onsdag starter roligt efter den langtrukne og dramatiske tirsdag. Status oven på tirsdagen er, at intet er ændret mærkbart. Grækerne skal til stemmeurnerne søndag, hvor de skal tage stilling til, om de vil have flere reformer og hjælp fra IMF, ECB og EU eller om de vil sige stop og sandsynligvis sende sig selv ud af euroen.

En twitterbruger opsummerer situationen fint, støttet af tegneren Paresh Nath:

Tirsdag afviste EU over en bred kam at genoptage forhandlingerne med Grækenland inden folkeafstemningen, som både Alexis Tsipras, Grækenlands premierminister, og Yanis Varoufakis, landets finansminister, opfordrer grækerne til at stemme nej til.

ECB valgte at fortsætte støtten til de græske banker, der dermed bliver stående på benene. Åbne gør de dog ikke, da kapitalkontrollen fortsat er igang.

Finansmarkederne tager efterhånden krisen med ro. I Asien ligger de toneangivende indeks i plus og det amerikanske marked lukkede også i positivt terræn.

En græsk pensionist sidder onsdag venter onsdag på, at banken åbner, men grækere med kreditkort står i kø for at hæve penge.

ONSDAG

21:11: Eurogruppen offentliggør dagens afslagsbrev til Alexis Tsipras. Dermed kom den endelige bekræftelse på, at der ikke vil være nogen forhandlinger før efter søndagens afstemning:

20:49: ECB-mødet er slut. Resultatet blev, at centralbanken opretholder sine nødudlån til den græske banksektor på det nuværende niveau.

Den europæiske centralbank ECB vil fortsætte med at yde nødudlån til de græske banker.

20:02: Eurogruppens formand Jeroen Dijsselbloem ville have uploadet en video. Efter tekniske problemer og en ivrig presse - inklusive Financiel Times' Peter Spiegel - kom formandens kommentarer skriftligt:

19:52: Grækenlands finansminister, Yanis Varoufakis, offentliggør seks grunde til, at grækerne skal stemme nej på søndag. Det giver følgende reaktion fra journalist Matthew Dalton:

18:50: Mødet mellem eurozonens finansministre er ovre. Det kom der ikke noget resultat ud af, og det kommer heller ikke, før den græske afstemning på søndag. Wall Street Journal-journalist Nektaria Stamouli tweeter:

18:15: EU's præsident gør til gengæld klart, at han er på Merkels og ikke Hollandes side - det giver ingen mening at forhandle før efter et valg, skriver Donald Tusk på twitter.

17:50: Status her godt ud på eftermiddagen i kølvandet opå Alexis Tsipras tale , hvor premierministeren slog fast, at folkeafstemningen søndag fortsat finder sted: Den europæiske centralbank ECB har endnu ikke meldt noget ud, Eurogruppen ditto - og markederne gik frem, men snublede en anelse inden lukketid efter Tsipras tale.

Og så er der IMF, der angiveligt først finder ud af hvad man gør med Grækenlands manglende betalinger om flere uger.

I Berlin er kansler Merkel og premierminister Renzi til gengæld færdige med deres møde

17:12: Der er dog også pressemøde i Berlin (ud over møde i Eurogruppen og ECB, altså.) Her taler den tyske kansler Angela Merkel og den italienske premierminister Matteo Renzi.

16:41: Alexis Tsipras tale var en kort affære. Hovedbudskaberne fra den græske premierminister:

Valget bliver afholdt. Stem nej, ellers kan vi ikke få en bedre aftale. Et nej-stemme er ikke lig med et EU-exit. Dem, der siger det, lyver. Vi har fået bedre tilbud på bordet siden vi udskrev valg end tidligere. Og vi er klar til nye forhandlinger mandag, når der er stemt nej.

Umiddelbart i forlængelse af talen er der kommet en strøm af tweets fra Tsipras. Nu venter vi så på meldinger fra den europæiske centralbank ECB og fra Europgruppen.

16:36: Alexis Tsipras (hvis tale lidt forskudt kan følges på engelsk her) kalder det for »løgn, når folk siger at et nej er lig med at Grækenland må forlade EU,« som en række europæiske ledere ellers har sagt gennem de seneste dage.

16:31: Grækenlands premierminister har startet sin tale. Den er som ventet på græsk, hvilket deres live-blogger ikke taler (hvis man gør, kan talen følges her.) Men ifølge en række græske og internationale journalister der gør, lover Alexis Tsipras flere forhandlinger - og holder samtidig fast i folkeafstemningen om en gældsaftale på søndag.

Premierministeren skælder samtidig ud over det, han kalder for »skamfulde angreb på det græske demokrati.«

16:15: Alexis Tsipras tale er angiveligt lige på trapperne, og skulle ikke indeholde yderligere koncessioner eller en aflysning af valget for den sags skyld. Begge ting er dog ubekræftede:

15:46: Mens vi venter på, at Grækenlands premiermininster Alexis Trsipras holder pressemøde - det kan angiveligt kan trække ud til efter ECB-mødet, der starter kl. 16, er afsluttet - er nedenfor en samling af links til de nysgerrige.

Efter Tsipras møde følger så formentlig Eurogruppens møde sent ud på eftermiddagen. Alle tre begivenheder kan indebære potentielt vigtige udmeldinger. Eller mere fægteri for galleriet. Tysklands kansler Angela Merkel er i øvrigt også i aktion for anden gang i dag, denne gang i et pressemøde sammen med sin italienske pendant, Matteo Renzi.

Ellers har der været relativt stille siden Frankrigs præsident François Hollande meldte ud om en mulig hurtig løsning ved 15-tiden. Bortset fra, at pave Frans har gjort sin bekymring over situationen klar. Og så har slovakiets finansminister gjort sit til at holde presset på Grækenland med en serie tweets.

En oversigt over Grækenlands gæld.

En oversigt over de vigtigste datoer for et Grexit.

Der bliver talt meget om grækernes skattebetaling. De udfordringer kan du blive klogere på her.

Et ganske forrygende radioindslag fra 2011 om den tidligere chef for Grækenlands pendant til Danmarks Statistik.

Finans løbende kuraterede udvalg af Twitter-reaktioner.

Et oversat (til engelsk) spørgsmål-og-svar-ark om Grækenlands kapitalkontrolsregler.

Vox's regnemaskine, hvor man kan skyde sig ind på sandsynligheden for et Grexit

The Wall Street Journals Matina Stevis blogindlæg om hvordan, det er være eksilgræker midt i en gældskrise.

Opfølgningen her er også værd at få med.

Et 72 ord langt studie i kancellisprog, også kendt som det spørgsmål, grækerne på søndag skal svare ja eller nej til (og som vist i øvrigt har et par fejl indbygget.)

Sådan ser en hverdag med drakmaen, via Bloomberg.

Og så hænger der i øvrigt et kæmpe banner, der opfordrer borgerne til at stemme nej, på siden af det græske finansministerium.

15:09: Frankrigs præsident François Hollande er ikke helt på linje med sin kollega i Tyskland, og vil i stedet satste på en løsning inden søndagens afstemning, skriver en række medier.

14:25: Mens der stadig ventes på, at Alexis Tsipras går på talerstolen har Europarådet meldt ud, at den kommende græske folkeafstemning ikke lever op til internaitionale standarder. Det anbefales, at der gives mindst to ugers varsel for en folkeafstemning, dobbelt så lang tid som grækerne har fået. Formanden for rådet, nordmanden Thorbjørn Jagland, kalder timingen for et "alvorligt problem".

13:44: Der spekuleres i, at Grækenlands premierminister Alexis Tsipras på sit pressemøde senere i dag vil aflyse søndagens folkeafstemning. Det fortæller blandt andre Wall Street Journals Simon Nixon.

13:10: Tysklands kansler, Angela Merkel, er gået på talerstolen i Berlin. Her understreger hun, at den græske afstemning er enhver befolknings demokratiske ret. Men hun lukker samtidig ned for, at der kan forhandles en tredje redningspakke før afstemningen.

De græske pensionister stod onsdag morgen i kø for at hæve penge i de banker, der hjar fået lov til at åbne.

Angela Merkel, hvis støtte vil være afgørende for enhver aftale, siger samtidigt, at den græske krise er en enorm udfordring, man at den ikke truer eurosamarbejdet som et hele. Samtidig forventer hun ikke, at problemerne i Grækenland vil kunne sprede sig til resten af Eurozonen.

Efter Angela Merkel var på talerstolen blev hun kritiseret af venstreorienterede medlemmer af det tyske parlament for ikke at gøre mere for at redde Grækenland. Senest har finansminister Wolfgang Schäuble mindet alle om, at dem, der har det værst, er det græske folk.

12:50: Den manglende betaling til IMF får indtil videre ingen konsekvenser for lån fra den europæiske EFSF-fond, som også er der, grækerne i går bad om en ny, to-årig lånepakke. Det skriver EFSF i en pressemeddelelse.

12:45: En græsk embedsmand prøver nu over for nyhedsbureauet AP at nedtone vægten af Alexis Tsipras brev til kreditorerne. Meldingen går også på, at der ingen planer er om at aflyse søndagens valg.

Og så er der pressemøde med EU-Kommissionens formand Jean-Claude Juncker, der mandag skældte samme Tsipras hæder og ære fra. I dag har Juncker dog indtil videre - trods talrige spørgsmål om emnet - ikke andet at sige om Grækenland end at han »følger situationen og er i kontakt med de relevante personer.«

Senere på dagen venter der i øvrigt henholdsvis en tale fra kansler Angela Merkel i den tyske Bundestag, og et pressemøde med Alexis Tsipras.

Jean-Claude Juncker var under pres fra journalister for at kommentere på Grækenland tidligere onsdag. Det afstod han fra.

12:40: Den Internationale Valutafond IMF bekræfter i en kort, lakonisk melding, at Grækenland har misset den gældsbetaling, der skulle være faldet senest ved midnat mellem tirsdag og onsdag.

12:36: Kreditorerne har travlt med at skyde det græske udspil, FT for halvanden times tid siden afslørede, ned. Parolen synes at være, at grækerne har udskrevet et valg - så må de også stemme. Forhandlinger inden da giver ingen mening, lyder det netop nu ifølge en række medier fra den tyske finansminister Wolfgang Schäuble, der ifølge Bloomberg-værten Joseph Weisenthal ikke ser ud til at være en mand, der kan så noget videre positivt i det græske udspil.

12:11: Andetsteds har den britiske nationalbank Bank of Englands direktør John Carney travlt med at understrege, at sitautionen er alvorlig. I en ny rapport skriver centralbanken, at de seneste to uger har øget chancen for finansiel ustabilitet, og at et Grexit kan føre til markante krak og en test af markedernes likviditet. Udtryk, der hører til i den særdeles dystre skuffe i en nationalbankdirektørs værktøjskasse.

På twitter - du kan følge et kurateret udvalg af reaktioner her - hæfter mange sig ved nedenstående udmelding fra den tyske politiker Manfred Weber, der er anset for en af kansler Angela Merkels tætte allierede. Det er værd at bemærke at tweetet fra Manfred Weber falder et stykke tid efter Financial Times historie om de græske indrømmelser.

12:01: Mens markederne altså er strøget op siden Financial Times nyhed om grækernes vilje til at give sig på en lang række punkter, så skriver journalisten bag scoopet nu på twitter, at brevet er blevet mødt med umiddelbar skepsis i i hvert fald dele af kreditorkredsen. Samtidig melder tysklands finansminister Wolfgang Schäuble nu over for flere medier, at brevet ikke umiddelbart er et seriøst grundlag for nye forhandlinger med Grækenland.

11:49: Den græske premierminister har med sit brev fra sent i nat strakt sig meget langt, men det kan være nødvendigt helt at opgive planen om en folkeafstemning, lyder vurderingen fra en række Grækenland-observatører. Her fx Wall Street Journals europæiske markedsredaktør:

Men hvad stemmer grækerne så på søndag, hvis de da skal stemme? De første dages meningsmålinger har peget på et nej til gældsaftalen.

Målingerne har samtidig bekræftet billedet af, at grækerne overvejende er positive over for at blive i EU – men imod flere af de nedskæringer, kreditorerne kræver for en gældsaftale. Og da gældsaftalen af mange EU-ledere fremhæves som nødvendig for at blive i EU står vælgerne altså over for lidt af et paradoks.

Det har indtil nu givet sig udslag i en bevægelse over mod flere ja-stemmer, og i går så man så i Athen en stor demonstration til fordel for at stemme efter mandagen havde budt på en ditto fra modstandersiden.

En tredages rullende meningsmåling fra ProRata udgivet i avisen Efimerida ton Syntakton viser 54 pct. til nej-siden mod 33 for et ja ud af de vælgere, der ved hvad de vil stemme. Interessant nok falder stemmerne dog en anelse anderledes for de vælgere, der er blevet spurgt efter mandagens banklukninger – her lyder resultatet på 46 pct. til nej-siden mod 37 pct. til ’ja’.

Meningsmålingen viser også, at fløjene i græsk politik repræsenteret ved venstrefløjsregeringspartiet Syriza og det fascistiske højrefløjsparti Gyldent Daggry tegner sig for flest ’nej’-stemmer, mens midterpartiernes vælgere manifesterer sig stærkest på ja-siden.

11:34: Bare lige for at understrege vægten af det brev, Alexis Tsipras altså ser ud til at have sendt til sine gældsmodparter er markederne på tværs af Europa nu kendetegnet med klare, skarpe pile opad. Og her er et kort bud på historien fra os på Finans.

11:30: Det er gedigen nyhed, Financial Times Bruxelles-chef Peter Spiegel her har opsnappet - forhandlingsgrundlaget for aftenens møde mellem EU's finansministre ser med et slag meget tættere ud på at være noget, der føre frem til et resultat. Den umiddelbare analyse fra de fleste sider er, at Grækenlands premierminister Alexis Tsipras har blinket først i en sin stirrekonkurrence med kreditorerne.

11:06: I et nyt brev sendt sent i aftes giver den græske premierminister Alexis Tsipras sig på en lang række punkter over for kreditorerne. Det skriver Financial Times.

Udviklingen kommer inden eurozonens finansministre kl. 17.30 skal diskutere Grækenlands beslutning om at bede om en ny lånenødhjælpspakke i går.

Du kan se brevet her.

10:48: Du kan i øvrigt også følge vores twitterovervågning af situationen i Grækenland her.

10:26: Mens toppolitikerne snakker og forhandler er virkeligheden fortsat hård for grækerne. Der er kapitalkontrol og bankerne er lukkede. Onsdag er 1000 banker dog beordret åbne, så pensionister uden hævekort kan få penge at leve for. Det er der mange, der har brug for og det har skabt pres på bankerne. AP's fotograf har været på gaden og fanget disse billeder:

Omkring 1000 banker er beordret åbnet onsdag, så pensionister uden hævekort har kunnet hæve penge. Det har skabt tumult.
Omkring 1000 banker er beordret åbnet onsdag, så pensionister uden hævekort har kunnet hæve penge. Det har skabt tumult.

10:10: Finansmarkederne i Europa er åbnet og har haft tid til at tygge på, at Grækenland nu officielt har overskredet fristen for afdrag til IMF. Smagen er langt fra så bitter, som man kunne frygte, og over en bred kam er der aktiestigninger. I Danmark stiger C20 Cap-indekset med over 1 pct. og I Europa ligger de toneangivende indeks i Tyskland, England og Frankrig alle i plusser på 0,6-1,0 pct. Obligationsmarkederne er også stabile, med undtagelse af det græske. Investorerne priser risikoen for, at man ikke får sine penge tilbage, ind i højere og højere grad. Specielt de korte papirer får yderligere hug, og den 2-årige græske statsobligation handles nu med en rente på 37,38 pct.

08:02: Regnedrengene er stadig travle verden over for at prøve at få et overblik over, hvad det vil koste, hvis Grækenland ender med at må kravle forslået ud af eurosamarbejdet. Hos banken RBS har man regnet sig frem til en pris på værst tænkeligt 463 mia. euro - omkring 3500 mia. kr. - for landets kreditorer. I et mindre deprimerende scenarie ses prisen på 239 mia. euro.

07:52: Finansmarkederne har taget grækernes manglende betaling med ophøjet ro. Det amerikanske aktiemarked, der lukkede kl. 22 tirsdag aften, lukkede med små plusser og i Asien ligger det toneangivende japanske Nikkei-indeks i et plus på omkring en halv pct. Guldprisen holder sig samtidig nogenlunde i ro og euroen er startet uimponeret i 1,114 dollar.

07:41: Der kom ingen redning i sidste øjeblik for Grækenland, der da kl. passerede midnat i Bruxelles officielt missede sin betaling til IMF. Dermed er landet nu i de fleste henseender bankerot. Senere onsdag skal IMF's ledelse sætte sig ned og tage stilling til, hvad der nu skal gøres. Med den manglende betaling har Grækenland meldt sig ind i en eksklusiv klub bestående af Zimbabwe, Cuba og Somalia, der ikke har afdraget sin gæld til IMF.

Eurogruppens ledere skal mødes igen onsdag for at tage bestik af situationen. I Grækenland er bankerne fortsat lukkede og hæveautomaterne kan kun spytte begrænsede beløb ud i hænderne på de nervøse borgere.

TIRSDAG

20:24: Onsdag vil Eurogruppen igen drøfte Grækenlands forslag til en ny gældsaftale, fortæller den hollandske finansminister, Jeroen Dijsselbloem.

20:10: Telekonference i Eurogruppen er slut, og det står klart, at Grækenland ikke får forlænget sin hjælpepakke. Financial Times' Peter Spiegel tweeter:

17:20: Tysklands kansler Angela Markel gør nu klart, at der ikke vil blive taget stilling til Grækenlands nye bøn om nødhjælp inden resultatet af søndagens folkeafstemning er kendt.

16:44: Eurogruppen afholder ekstraordinært en telekonference om det græske udspil i aften, skriver dens chef Jeroen Dijsselbloem på twitter. Og her er Finans artikel om Grækenlands beslutning om at bede en ny hjælpepakke.

16:25: Financial Times Bruxelles-redaktør Peter Spiegel påpeger, at Grækenland teknisk set er en anelse tidligt ude her: Den tidligere gældsnødhjælpspakke udløber ved midnat, og først da kan man bede om en ny. Men det har Grækenlands modparter i EU har netop også holdt døren åben for denne manøvre.

16:08: Lidt mere kød på historien om en ny bail out-aftale: Politico.com skriver, at ønsket om en ny, to-årig redningspakke er fremsat i et brev fra Alexis Tsipras til Jeroen Dijsselbloem. Brevet kan læses her (pdf).

Husk at der også er løbende opdateringer fra interessante udmeldinger på twitter samlet her.

15:53 Tre af de helt tunge medier - Bloomberg, Reuters og Wall Street Journal (kræver abonnement) - i den internationale erhvervspresse kører nu breaking på det græske forslag. Det er dog meget sparsomt med detaljer hos alle tre.

15:47: Ifølge oversættelser af en pressemeddelelse fra den græske premierministers side drejer det sig om et to-årigt bail out-program, der skal dække Grækenlands løbende finansierings- og gældsafdragsbehov. Samtidig vil man restrukturere gæld, og fortsætte forhandlinger med kreditorerne og eurozonen.

Avisen The Guardian skriver, at meddelelsen falder sammen med, at et pressemøde i Athen med græske ministre for udenlandske journalister er blevet aflyst med kort varsel - og samtidig skal Eurogruppens formand Jeroen Dijsselbloem ligeledes med kort varsel have aflyst et tv-interview. Andetsteds citeres den tyske kansler Angela Merkel dog af flere medier for at sige, at der ikke kommer nogen videre udvikling i situationen i dag.

15:36: Grækenland foreslår ifølge flere medier et nyt, to-årig bail out program. Vi opdaterer med flere detaljer snarest.

15:27: I den lettere ende af skalaen er der folk, der har god tid, og folk, der har penge: På vox.com har de lavet en interaktiv regnemaskine, hvor man kan skyde sig ind på sandsynligheden for et Grexit.

På crowfundingsitet Indiegogo er der folk, der prøver (nok uden nogen statistisk chance for succes, bør det bemærkes) at samle ind til at betale en (lille) del af Grækenlands gæld. Foreløbig er der indsamlet 126.000 euro. Så mangler der bare 1.599.873.438 euro inden for de næste syv dage.

I den lidt mere seriøse ende oversender en kollega et ganske forrygende radioindslag fra 2011 om den tidligere chef for Grækenlands pendant til Danmarks Statistik. Og New York Times Neil Irwin forsøger her at forklare hvorfor, markederne trods alt tager Grækenlands problemer med et nogenlunde roligt sind.

15:10: En opblødning? Siden weekenden har stort set hver eneste EU-leder været ude og sige, at et nej til en gældsaftale i Grækenlands afstemning søndag er lig med et nej til EU. Nu sår Tysklands finansminister Wolfgang Schäuble så ifølge flere medier tvivl om den kurs - måske kan grækerne alligevel blive i euroen selv med et nej.

Samtidig skriver flere medier - dog uden den store sikkerhed i tonen - at premierminister Alexis Tsipras og EU-Kommissionsformand Jean-Claude Juncker diskuterer hvordan en to-minutter-i-midnat-aftale kan skrues sammen.

14:22: Ikke kun Grækenland lider under krisen. Ifølge Bloomberg News tabte verdens 400 rigeste personer 70 mia. dollar mandag, da aktiemarkederne verden over satte kursen sydover grundet uroen i Grækenland. Man skal dog nok huske at gemme en smule sympati til grækerne også - verdens 400 rigeste mennesker har fortsat omkring 4200 mia. dollar at snolde for efter mandagens tab.

13:50: Der er talrige historier om, at den græske premierminister Alexis Tsipras har været i kontakt med EU-kommisionens Jean-Claude Juncker, og at der måske kan komme et møde mellem de to i aften. Det er dog uklart, hvad nyt parterne kan bringe til bordet i forhold til weekendens forhandlinger. Det er dog nu et lille håb om, at der måske imod alle odds kan komme en aftale.

13:11: Nyhedsbureauet Reuters fortæller, at den græske finansminister Yanis Varoufakis officielt har meldt ud, at Grækenland ikke kommer til at betale de 1,6 mia. euro, landet skylder IMF, tirsdag. Det har længe stået klart, at Grækenland uden en aftale med sine kreditorer ikke ville kunne betale afdraget. Dermed ser Grækenland ud til at blive det første land siden Zimbabwe i 2001, der misser et afdrag til valutafonden.

12:59: Græsk tv fortæller, at den græske regering vil sende nye forslag til sine kreditorer. Dermed forstærkes forlydender om, at de græske politikere og landets kreditorer i IMF, ECB og EU ikke nødvendigvis er helt færdige med at forhandle. Rygterne har over middag sendt de europæiske aktiemarkeder tilbage omkring nul. Ifølge nyhedsbureauet Reuters fortæller en tysk regeringskilde dog, at det er for sent til at forlænge den eksisterende redningspakke.

12:38: Mens rygterne svirrer, de politiske ledere taler og markederne forsøger at tage bestik af situationen, skal grækerne tygge på, hvad de vil stemme søndag. Først skal de prøve at finde ud af, hvad de præcist skal stemme om. Flere fortæller til internationale medier, at de ikke forstår spørgsmålet. Det er da også et 72 ord langt studie i kancellisprog, der er lagt ud til den hårdt prøvede befolkning.

12:14: Den tidligere græske møntfod, drakmen, er ikke på vej til et opsigtsvækkende comeback. Sådan lyder det i hvert fald nu fra den græske regering over for Reuters. Rygter om forberedelser til en reintroduktion af valutaen har svirret meget af formiddagen på sociale medier, efter et liberalt medlem af parlamentet bragte dem til torvs. Men som Bloomberg skrev i går, vil det være en smertefuld udvikling.

11:45: Der er muligvis optræk til nye forhandlinger mellem Grækenland og kreditorerne - ifølge Financial Times' Bruxelles-chef Peter Spiegel - med udgangspunkt i et nyt forslag fra Grækenland, der kan blive bragt i spil i eftermiddag, bare timer inden Grækenland ventes at misse en gældsbetaling til IMF.

Samtidig har ratingbureauet Standard & Poor's banket vurderingen af græsk gæld helt i bund.

Og hvis du har lyst til at dykke dybere ned i, hvordan den græske økonomi har udviklet sig frem til denne uges nervekrig, så har qz.com en fin gennemgang her.

11:33: Finans følger også strømmen af statsledere, analytikere, journalister og andre aktører i den græske nervekrig på twitter, og opdaterer løbende med de vigtigste tweets her.

10:40: Samtidig fortsætter en række europæiske statsledere med at lægge pres på grækerne, efter premierminister Alexis Tsipras sent i går aftes i et interview ridsede muligheden op for, at et græsk nej til en gældsaftale i søndagens folkeafstemning vil føre til nye forhandlinger.

Et nej er et nej til hele euroen var mantraet fra mange sider af EU i går - og det gentager fx Spaniens premierminister Mariano Rajoy i dag.

Andetsteds har den italienske premierminister Matteo Renzi, der ellers længe har været anset for en af Grækenlands allierede, skruet op for den anti-græske retorik. Han begyndte i går med et tweet om, at afstemningen søndag ikke handler om et valg mellem Tsipras og EU-Kommissionen - men om et ja eller nej til EU.

10:23: Hvor mandagen handlede om reaktion på weekendens begivenheder i Grækenland handler tirsdagen ifølge de fleste analytikere og observatører mere om at vente og se. Der er til gengæld nok at vente på - lige over midnat er der officielt deadline for en Grækenlands gældsbetalinger til IMF. Grækerne ventes på ingen måde at betale, og dermed kan IMF faktisk via en teknisk manøvre trække stikket - men det er der dog ingen, der venter vil ske.

09.29: Det danske aktiemarked åbner nogenlunde uændret på andendagen for den græske gældskrise. Europa over fortsætter faldende fra mandag dog, hvor de toneangivende indeks i England, Frankrig og Tyskland alle falder omkring 0,5 pct. fra start. Negativt, men langt fra den mere paniske åbning mandag.

09.19: Mens politikere og økonomer vrider hænder over, hvad udfaldet af det græske valg næste søndag, der vil afgøre landets fremtid i euroen og måske EU, bliver, har det britiske bettingselskab Ladbrokes sat odds på udfaldet. Ladbrokes tror mest på, at grækerne stemmer ja til sparekravene. Også bettingselskabet William Hill har stillet spil for udfaldet. William Hill tror overvældende på, at Grækenlands tid i Eurozonen er ved at rinde ud.

09.12: Den amerikanske økonom og nobelprisvinder Joseph Stiglitz tager kegler på internettet med et læserbrev om, hvad han ville stemme til det kommende græske valg om EU, IMF og ECB's sparekrav. Ingen muligheder er kønne, men Stiglitz er ikke i tvivl. Samtidig kommer han med en skarp kritik af EU's politikere.

08.55: Ifølge den britiske avis Daily Telegraph truer den græske finansminister Yanis Varoufakis nu med at sagsøge EU's institutioner for at stoppe en eventuel Grexit. Finansministeren siger, at det ingen steder står, at man kan blive smidt ud ad euroen og at man derfor ikke accepterer det som en mulighed.

08:25: Der har været tvivl om, hvorvidt Grækenland vil være bankerot (default), hvis ikke landet betaler IMF i dag tirsdag. Det anderkendte Financial Times er ikke i tvivl om, at svaret er ja. Pengene skal falde senest til midnat og gør de ikke det, vil landet have forfaldet på sin gæld til IMF som det første siden Zimbabwe i 2001.

08.11: Regnedrengene hos Danske Bank har kastet sig over kuglerammen og regnet på, hvilken rolle Grækenland spiller for Danmark. Svaret er, at med mindre man har en ualmindeligt stor forkærlighed for al græsk, så er der ingen grund til at frygte for effekten. Danmark eksporterer for 2,8 mia. kr. om året til Grækenland, der dermed blot er vores 30. største eksportmarked.

08.08: I Asien tager aktiemarkederne uroen i Grækenland noget mere roligt, end de gjorde mandag. Japanske Nikkei stiger med 0,4 pct. og Hang Seng-indekset stiger med 1,5 pct. Samtidig er euroen kommet sig over mandagens chok og handler i 1,12 dollar, ikke langt fra niveauet før mandag morgen, hvor den paneuropæiske valuta tog et hårdt slag.

08.06: Tirsdag morgen byder på fortsat usikkerhed i Grækenland. Bankerne er fortsat lukkede og tirsdag er dagen, hvor den redningspakke, der har holdt landet ved penge den seneste tid, officielt løber ud. Samtidig skal Grækenland tirsdag afdrage 1,5 mia. euro til IMF. Intet tyder på, at landet kan. Derfor er det store spørgsmål tirsdag, om det betyder en statsbankerot.

MANDAG

23.37: Den græske premierminister Alexis Tsipras har for kort tid siden afsluttet et længere interview på græsk tv. Her sagde Tsipras bl.a., at han vil respektere resultatet af afstemningen søndag uanset udfaldet. Hvis grækerne går imod regeringens anbefaling og stemmer ja, antydede Tsipras, at han træder tilbage.

23.36: For en time siden var Christen Sørensen bramfri i sin kritik af IMF og EU, som ifølge den tidligere økonomiprofessor og overvismand, presser Grækenland alt for hårdt. Måske er det faktisk bedst, hvis landet forlader euroen, udtaler han til Finans.

23.05: Vi har retfærdigheden på vores side, tweeter Alexis Tsipras, og citerer nok engang den amerikanske præsident Franklin D. Roosevelts berømmede ord fra 1933: »Vi har intet at frygte end frygten selv.«

22.57: Aktiekurserne på det amerikanske aktiemarked var malet med rødt mandag og fulgte dermed samme trend som de europæiske. Dow Jones-indekset faldt med 1,95 pct., mens S&P 500-indekset faldt med 2,08 pct. Det teknologitunge Nasdaq-indeks faldt 2,4 pct., hvilket er det største dyk siden april sidste år.

22.42: Hvis man lander en aftale med kreditorerne i aften, vil Grækenland betale de 1,6 mia. euro, som forfalder til Den Internationale Valutafond (IMF) tirsdag, siger Alexis Tsipras. Meget tyder ellers på, at man ikke vil betale af på lånet.

22.17: Alexis Tsipras siger under et interview, at han »vil respektere resultatet« af afstemningen søndag. Han antyder, at han tager sin afsked, hvis grækerne stemmer ja. Den græske journalist Nick Malkoutzis tweeter:

Troen på, at Grækenland og kreditorerne efter lange, lange forhandlinger kunne lande en aftale led et alvorligt knæk med beslutningen om en folkeafstemning om en aftale.

21:30: Alexis Tsipras afviser i et interview med græske ERT TV, at et nej til søndagens afstemning nødvendigvis vil betyde et farvel til Grækenland i euroen. Det tweeter den New York Times tilknyttede journalist Nikki Kitsantonis:

18:30: Livebloggen åbner igen med en kort nyhed: Ifølge internationale medier siger en græsk regeringskilde, at Grækenland ikke kan betale milliardafdraget til Den Internationale Valutafond (IMF) tirsdag. Ifølge flere iagttagere vil det ikke betyde en konkurserklæring i første omgang.

17:25: Livebloggen lukker for i dag med markederne. C20 startede dagen helt på halen nede med 4 pct., og selv om man fik rettet noget op på det i løbet af dagen lukkede indekset 1,7 pct. nede. Værst gik det ud over Genmab, Danske Bank og Novozymes, der faldt med henholdsvis 3,4, 2,8 og 2,5 pct. Atten ud af 20 aktier i indekset lukkede dagen nede.

I Tyskland lukkede DAX-indekset 2,70 pct. nede, mens USA er åbnet en del mere positivt en Europa - både Dow Jones og S&P 500-indeksene er således nu nede med omkring en pct.

Mens udviklingen altså bredt sendte aktierne ned, er billedet på rentefronten som ventet langt mere broget. I Danmark faldt renterne således, mens lande, der anses for at kunne få problemer hvis Grækenland forlader euroen, oplevede markante rentestigninger.

17:09: Det er kl. 22 lokal tid, Grækenlands premierminister vil udtale sig, skriver Alexis Tsipras nu selv på twitter. Altså kl. 21 dansk tid. Interviewet kommer efter en dag, hvor stort set samtlige regeringer i Europa har forsøgt at lægge pres på den græske statsleder - ikke mindst EU-Kommisionens formand Jean-Claude Junker. Men også Italiens premierminister, der ellers har været anset for at være tæt på Tsipras, har været med til at spille bolden hårdt og solidt over i fødderne på den græske regering.

17:03: Det er et par uger gammel, men hvis man vil have et godt perspektiv på, hvordan det er være eksilgræker midt i en gældskrise, så er The Wall Street Journals Matina Stevis blogindlæg her stærkt anbefalelsesværdigt. Opfølgningen her er også værd at få med.

16:58: Hvem vinder på det, journalister skal holde op med at kalde for den græske tragedie (hvis grækerne altså stemmer nej)? Rusland står i hvert fald blandt den begrænsede flok, der bør have armene højt i vejret, skriver The Economist.

16:46: Den nyudnævnte finansminister Claus Hjort Frederiksen (V) mener, at grækerne bør »besinde sig.« I Danske Bank opfordrer man turister med Grækenland som destination til at huske at hæve euro, og ellers nyde ferien.

16:40: Valget på søndag handler ikke om en kamp mellem Alexis Tsipras og EU-kommissionen. Det er valg mellem drachmer og euro. Sådan lyder analysen fra italiens premierminister Matteo Renzi. Italien er et af de lande, hvis banker bredt anses for at kunne få problemer, hvis Grækenland forlader eurosamarbejdet.

16:28: Der har været meget stille fra regeringen i Athen denne mandag, men ifølge The Guardian skriver en lang række græske journalister nu, at premierminister Alexis Tsipras ventes at udtale sig kl. 21. lokal tid - altså kl. 20 dansk tid.

16:20: Sådan ser en Drachma ud, skriver Bloomberg. Eller, altså - en græsk økonomi med den tidligere møntfod i brug igen. Og selv om det er svært at komme uden om galgenhumor, så det altså et temmelig mørkt scenarie, der ridses op.

15:57: Kurstæskene i USA kan ikke stå mål med dem, der har ramt de europæiske markeder. Mens det tyske DAX-indeks er nede med 2,2 pct., er både Dow Jones og S& 500 åbnet med fald på under en procent. Herhjemme er C20-indekset nede med lige over en pct. - langt fra formiddagens bølgedal, hvor indekset på et tidspunkt var faldet fire pct.

15:50: Mens den hjemlige politiske scene i dag primært har fokuseret på ministerskifte-dag, så har både Sveriges statsminister Stefan Löfven og finansminister Magdalena Andersson snakket Grækenland med Sveriges Radio. Ingen af dem er voldsomt imponerede af den græske beslutning om at udskrive valg.

15:41: Her er hele Jean-Claude Junckers tale fra pressemødet om Grækenland. EU-Kommissionsformanden fra Luxembourg starter på fransk, taler længe på engelsk - broderparten af seancen - men slutter så på tysk, fransk og ganske kort på græsk. De sidste bemærkninger lyder:

»I ELA'DA ÍNE EVRÓPI

I EVRÓPI ÍNE ELA'DA

(Translation: Greece is Europe. Europe is Greece.)«

15:35: Der er stadig håb for en aftale, men det tilbud, grækerne gik væk fra, var meget generøst, siger Angela Merkel. Kansleren gør samtidig klart, at gældsafstemningen også er en afstemning om Grækenlands fremtid i EU. Andetsteds taler Jean-Claude Juncker igen, denne gang om Kina - men hans første bemærkninger går igen på Grækenland. EU-Kommissionens formand er tydeligvis oprørt, skriver flere medier.

I Berlin er tonen mere rolig - og det kan læses som om, at den tyske regering med Angela Merkel i spidsen nu forventer, at et græsk exit fra euroen er det mest sandsynlige scenarie, mener The Guardians europaredaktør Ian Traynor:

15:28: Men først et par nyheder: Et nej til en gældsaftale er helt sikkert et nej til euroen, siger Niels Thygesen, der var en fadderne til euroen. Den holdning deler investorer, der handler græsk gæld, tilsyneladende. Tilliden er i hvert fald faldet brat.

15:26: Den tyske kansler Angela Merkel er på vej med en tale. Finans følger naturligvis med - og det kan du også, her.

15:25: Jean-Claude Juncker og den græske premierminister Alexis Tsipras talte angiveligt i telefon lige inden EU-kommissionens formand gik ind til det pressemøde, hvor han skældte Grækenlands regering hæder og ære fra.

15:16: Her et oversat (til engelsk) spørgsmål-og-svar-ark om Grækenlands kapitalkontrolsregler via Financial Times. Det slår blandt andet fast, at trods problemer i løbet af mandagen, så burde udenlandske kreditkort virke uhindret i Grækenland. Virkeligheden synes dog ikke helt at have fulgt med. På den anden side blev Finans tidligere på dagen blev tilsendt et billede af en kreditkortnota fra en ansat i rejsebureauet Thomas Cook, der med succes havde hævet Euro.

15:10: Der er sværvægtsøkonomer på den græske regerings side. Først var det nobelprisvinderen Paul Krugman, der opfordrede til at stemme nej. Og nu skriver nobelprisvinderen Joseph Stiglitz, at der er tale om et europæisk angreb på Grækenlands økonomi. Men det ender nok med et ja, mener Saxo Banks cheføkonom Steen Jakobsen.

14:55: Det er svært at få kontanter i Grækenland. Til gengæld er der nu ifølge landets trafikminister gratis offentlig transport indtil valget, skriver The Guardian. Avisens europaredaktør peger samtidig i en analyse på, at EU-kommissionens formands voldsomme angreb på den græske regering viser, at det er lykkedes for de græske forhandlere med Alexis Tsipras i spidsen at få bragt deres modparter i panik. Og så oversender en kollega statistik, der får Junckers bemærkninger om selvmord til at se lidt uheldige ud: Raten af selvmord i Grækenland er nemlig steget skarpt de seneste to år.

14:39: Hvem brænder fingrene, hvis grækerne siger nej tak til en aftale? Et par meget kendte og meget tunge hedgefonde-folk, blandt andet, skriver The New York Times. Ifølge avisen har kendte navne som David Einhorn og John Paulson satset på en løsning i Grækenland.

14:30: Hvis grækerne stemmer ja og klarer sig forbi den næste gældspukkel er der stadig masser deadlines forude, viser en opgørelse fra Financial Times. Men selv hvis Grækenland siger nej tak, skal man ikke tro at landets problemer kan isoleres fra resten af Europa, skriver Finans' kommentator Søren Linding. Til gengæld betyder et nej nok et farvel til Alex Tsipras Syriza-regering, vurderer professor og EU-ekspert Peter Nedergaard.

14:21: Det kan godt være, at dansk statsgæld er en såkaldt sikker havn - og uroen i Europa derfor kan sætte pres på kronen igen. Men foreløbig er der ikke den helt store aktivitet hverken den ene eller den anden vej, lyder det fra nationalbankdirektør Per Callesen over for Reuters.

14:17: Det får ikke så meget opmærksomhed - forståeligt nok - midt i alt virakken om Grækenland, men faktisk er demokratiets vugge slet ikke det eneste land, der indleder ugen med et opgør med kreditorerne. I Puerto Rico er situationen således også ganske anstrengt.

14:09: Spørgsmålet er ikke, om markedet får tæsk. Spørgsmålet er, præcis hvor mange drag over nakken, man slipper ud af mandagen med. Sådan lyder det ifølge Wall Street Journal inden de amerikanske markeders åbning. De såkaldte futures-kontrakter, der groft sagt er væddemål på forskellige markedsudviklinger, peger på en pæn nedtur. Herhjemme er atten ud af 20 aktier i C20-indekset i rødt, med Danske Bank(nede med 2,76 pct.) som den største taber indtil nu.

13:50 Ifølge Wall Street Journal er mange betalingsautomater i Grækenland for længst løbet tør, og forretninger er begyndt at sige nej til kreditkort. Samtidig meddeler pengeoverførselskæmpen Western Union over for Reuters, at man holder lukket i Grækenland ugen ud.

13:33: I Jyske Bank sender man kun betalinger til Grækenland, hvis kunderne insisterer, tweeter Jyske Banks ordførende direktør Anders Dam.

13:31: Det er til detaljesiden, men fodboldklubben AaBs centerforsvarer Rasmus Thelander er tilsyneladende en modig mand. I hvert fald sender vedholdende historier i dag spilleren til græsk fodbold, hvor han ser ud til skulle spille for hovedstadsklubben Panathinaikos.

13:29: Du brugte meget af talen på at forklare, hvad et 'ja' fra grækerne betyder. Men hvad betyder et nej, lyder et spørgsmål til Jean-Claude Juncker ved kommissionsformandens pressemøde. Svaret er kort: »Et nej er et nej til Europa,« siger Juncker.

13:25: Herhjemme har de omfattende udsving på obligationsmarkederne sendt en lang række Danske Invest-fonde på børspause. Det er simpelthen ikke muligt at stille og beregne ordentlige priser, forklarer Danske Invest over for Finans.

13:15: Jean-Claude Junckers tale er et langt angreb på den græske regering, og et forsvar for den indsats kommissionsformanden og hans allierede i gældsforhandlingerne har lagt for dagen. Det er ikke fair at give EU og kreditorerne skylden, mener Juncker - der opfordrer grækerne til at stemme ja til en aftale. »Man bør ikke begå selvmord, fordi man er bange for at dø,« siger kommissionsformanden i en opsigtsvækkende tale.

Både søndag og mandag har budt på angreb på kreditorerne og EU's indsats, og især på den rolle verdensbank IMF har spillet.

Jean-Claude Juncker er bemærkelsesværdigt meget hårdere i tonen end den tyske kansler Angela Merkel, der er i en tale til sit parti CDU tidligere på dagen gentog vigtigheden af forhandlingerne ved igen at sige »If the euro fails, Europe fails.«

13:00: En hurtig analyse fra Financial Times højt respekterede bureauchef i Bruxelles, Peter Spiegel: Juncker er bitter, og går direkte i flæsket på den græske premierminister Alexis Tsipras.

12:54: Mens Jean-Claude Juncker taler om, at det er »uværdigt for den store græske nation at spille et demokrati ud mod atten andre,« har der været solide kursklø til en række sydeuropæiske banker. Og netop frygten for, at de græske problemer kan vælte videre over på banker i lande som Spanien, Portugal og Italien har længe været et af de centrale elementer i gældskrisen.

12:50: »Platon bør ikke spille i 2. division,« citerer Jean-Claude Juncker den tidligere franske præsident Valéry Giscard d'Estaing og hovedforfatteren bag EU's forfatningstraktat for at have sagt, da Grækenland kom med i EU-samarbejdet. Det bør Grækenland - repræsenteret af filosoffen Platon - stadig ikke. Derfor er den nuværende situation også så skuffende, mener Juncker. Egoistiske spil har taget overhånd i forhandlinger, mener kommissionsformanden, der lyder vred.

12:45: EU-Kommissionens formand Jean-Claude Juncker holder pressemøde om Grækenlands situation. Det kan følges live her.

12:23: Uroen ryster dog ikke den tyske kansler, Angela Merkel. Kansleren er klar til at genoptage forhandlingerne med Grækenland og de andre kreditorer - men det bliver Grækenland, der må tage de første skridt, lyder det fra Tyskland:

12:14: Og herhjemme holder mange virksomheder vejret mens situationen udvikler sig i Grækenland. Men de store tab fra morgenstunden på aktiemarkedet er dog taget noget af.

12:04: Man skal år, ikke måneder, tilbage for at finde de første artikler om strømmen af penge ud af Grækenlands banker. Men der har altså stadig været noget at komme efter - Financial Times skriver med henvisning til ratingkæmpen Moody's, at næsten 60 mia. kr. er blevet hevet ud af bankerne i de seneste to uger:

12:01: Usikkerheden om fremtiden i centrum for gældskrisen er markant: »Hvis det bliver virkeligt slemt, så tager jeg ud til min mor i Thessaloniki. Hun har en have med grøntsager,« lyder det over for The Guardian i Grækenland.

11:53: Hvad stemmer grækerne så? Det er der af gode grunde ikke mange meningsmålinger om. Og ideen er selvfølgelig relativt ny - men trods vedholdende opbakning til at blive i euroen fra den græske befolkning, viser de første meningsmålinger opbakning til et nej:

11:51: Mens meget af fokus i dag er på markedernes udsving, og hvem taberne (og vinderne) er, så er situationen i Grækenland for mange endnu mere håndgribelig - her i en video fra The Guardian, der viser grækere, der forgæves forsøger at hæve penge:

11:41: Taler fra tunge herrer i vente: Markederne ser frem til 12:45, hvor EU-Kommissionens formand Jean-Claude Juncker vil udtale sig om situationen. Fra den mere euro-skeptiske fløj vil den britiske finansminister George Osborne opdatere sine kollegaer i parlamentet i eftermiddag.

11:33: En forfærdelig weekend for Grækenland illustreret i fem grafer, fra Bloomberg. Forvent skarpe udsving.

11:28: Nykredit-direktør Jesper Berg, der har omfattende erfaring fra de internationale gældsmarkeder, vurderer risikoen for et græsk exit fra Euroen til 50/50. Analytikeren, der i sin tid opfandt navnet 'Grexit' om den langstrakte saga, er til gengæld noget mere positiv i et notat fra søndag (link til .pdf).

11:14: Håbet om en aftale lever, lyder det fra den franske præsident François Hollande på Twitter:

11:07: Priserne for forsikring mod virksomhedskonkurser - en såkaldt CDS, hvilket står for credit default swap - er ikke steget så meget indenfor en dag siden Lehman Brothers kollaps hældte benzin på krisebålet i september 2008, skriver Bloomberg:

10:59: Der er stadig tid til at nå en aftale - og Grækenland bør kæmpe for det, lyder fra en række af Eurozonens politiske ledere.

10:50: Bookmakerne er blevet bange, skriver Financial Times. Betting-kæmpen William Hill tager ikke længere imod væddemål på, om Grækenland bliver i Euroen.

10:45: Det er op til det græske folk, hvad der skal ske nu, lyder det fra CBS-professor Jesper Rangvid, der stod i spidsen for det danske kriseudregningsudvalg. Står det til den nobelsprisvindende økonom Paul Krugman bør Grækerne stemme nej til en aftale.

10:41: Et overblik over hvornår, Grækenlands statsgæld forfalder? Det er ikke helt let, men Bloomberg har set på, hvornår de vigtigste terminer truer. For et lidt bredere overblik over, hvad der er op og ned i det, journalister efterhånden måske lidt for mange gange har kaldt for 'den græske tragedie' i overskrifter, er Vox gode.

10:34: Selv tradere holder sommerferie. Og manglen på aktive hænder fører til mindre aktivitet, mindre likviditet - og dermed formentlig også større udsving lyder vurderingen over for Finans.

9:37: Investorerne har travlt med at komme ud af græske obligationer - samtidig falder kursen på danske statsobligationer, hvilket normalt læses som et tegn på, at investorkroner flygter mod sikre placeringer af pengene.

9:08: Markederne åbner skarpt nede.

7.30: De asiatiske markeder og handlen i futures antyder, at Grækenlands beslutning om kapitalkontrol, lukkede banker og folkeafstemning om gæld kommer til at give markederne et gevaldigt fur mandag.

Artiklens emner
Statsgæld