Grækerne læner sig mod et ja - men det er ikke et farvel til problemerne
En ny meningsmåling peger på et græsk ja under søndagens folkeafstemning. Men der vil fortsat være lang vej i mål, mener analytiker.
»Kære grækere. Af hjertet tak for jeres coolness i løbet af denne uge. Jeg kan forsikre jer om, at det ikke vil vare længe.«
Den græske premierminister Alexis Tsipras opfordrede tirsdag aften på græsk tv sine landsmænd til at stemme nej ved den kommende folkeafstemning i en tale, hvor han understregede, at han ikke har til hensigt at føre grækerne ud af eurozonen.
Men det græske folk læner sig alligevel mod et ja før søndagens afstemning.
Ifølge Bloomberg viser en GPO-meningsmåling fra Euro2day, at 47 pct. af grækerne hælder mod et ja i afstemningen om, hvorvidt Grækenland skal tage imod de internationale kreditorers reformforslag eller ej.
På den anden side vil 43 pct. af grækerne stemme nej ifølge meningsmålingen, der er foretaget tirsdag blandt over 1.000 mennesker med en fejlmargin på 3,1 pct. point. Det oplyses ikke, hvad den resterende del af vælgerne ønsker, men det må formodes, at de ikke har taget stilling.
Dermed kan de se ud til, at grækerne er klar til at acceptere nedskæringerne og dermed vende sig mod Syriza-regeringen, der overtog magten i landet for fem måneder siden. Skal man tro Alexis Tsipras vil et nej fra den græske befolkning betyde, at Syriza vil vende tilbage til forhandlingsbordet med bedre kort på hånden.
Men den køber EU-præsident Donald Tusk ikke. På Twitter skrev præsidenten, at »Europa vil hjælpe Grækenland, men man kan ikke hjælpe nogen, der ikke selv vil.«
Vælger grækerne at stemme ja på søndag er det dog ikke ensbetydende med et farvel til problemerne, vurderer Sydbanks cheføkonom Jacob Graven, der har fulgt den græske situation tæt.
»Det bliver svært at få dem på fode igen. Der er stor risiko for, at denne græske uro vil blusse op igen, selvom resultatet viser et ja. Der er lang vej i mål,« siger Jacob Graven og understreger, at et nej ved afstemningen formentlig vil betyde, at grækerne forlader euroen inden ret længe og herefter genindfører national valuta.
»Det vil være en dyb forværring og en afgrundsdyb krise,« siger Jacob Graven.
Den græske finansminister, Yanis Varoufakis, har i øvrigt tænkt sig at forlade sin post, hvis grækerne stemmer ja ved søndagens folkeafstemning. Det siger han til Bloomberg TV.
I den tyske avis Die Welt rejses der tvivl om, hvorvidt Grækenland overhovedet er i stand til at gennemføre en folkeafstemning.
»Det ville i hvert fald ikke være muligt at gennemføre med så kort varsel i Tyskland,« siger en højtstående tysk, men anonym regeringsmedarbejder til avisen.
Men det er ikke kun tid, som grækerne er i bekneb for inden søndagens afstemning. Kilder vurderer over for avisen, at folkeafstemningen vil koste mere end 100 mio. euro.
Det er penge, som Grækenland reelt ikke har. Det understreges af, at landet tirsdag ikke var i stand til at betale sit afdrag til Den Internationale Valutafond.

