Fortsæt til indhold

Eksportvirksomhederne skruer op for optimismen

Danske eksportvirksomheder regner med at skrue op for salget og investeringerne, viser ny måling foretaget blandt 359 eksportvirksomheder af Wilke for Finans.

Økonomi

På trods af tiltagende uro i Grækenland og en nedkøling af væksten i Kina, så skruer de danske eksportvirksomheder op for optimismen.

Det viser en ny måling foretaget blandt 359 eksportvirksomheder af Wilke for Finans.

Således venter virksomhederne over en bred kam en fremgang i deres salg i udlandet på mere end 10 pct. det første halve år af 2015. Det er mere end dobbelt så meget, som da de blev spurgt om andet halvår 2014 i december. Når de bliver bedt om at se et helt år frem, så lyder vækstskønnet på mere end 11 pct., inflation ikke medtaget.

»Eksportvirksomhederne har godt fat i markedet og nyder bl.a. godt af en svag krone, der hjælper på deres konkurrenceevne,« siger Allan Sørensen, chefkonsulent i industriens interesseorganisation, Dansk Industri.

Historien fortsætter under grafikken....

Set over de seneste tre måneder er eksporten steget med 4,7 pct. eksklusive skibe og fly, og når der korrigeres for sæsonudsving, viser tal fra Danmarks Statistik. Netop en fortsat fremgang i eksporten er vigtig for at holde det danske opsving på sporet, mener økonomer som Nykredits Tore Stramer.

Hen over foråret er opsvinget i Europa blevet mere og mere solidt. Bl.a. har den tyske økonomi igen fundet sine ben efter svaghedstegn sidste år. Samtidig er den danske krone det seneste år og gennem sit bånd til euroen ifølge DI svækket med næsten 20 pct. overfor den amerikanske dollar. Det giver de danske virksomheder en kæmpemæssig fordel i USA.

Virksomhederne i målingen regner da også med tredoble salgsvæksten til Nordamerika i forhold til det forrige halvår. De er også blevet en anelse mere optimistiske, hvad angår salget til Tyskland, vores største marked, mens udsigterne for det svenske marked, det næststørste, er faldet lidt i den seneste måling.

»Eksporten til USA nyder både godt af svækkelsen af kronen, af at vores varer passer godt til det amerikanske marked, og af at der generelt stadig er medvind i den amerikanske økonomi,« siger Tore Stramer, chefanalytiker i Nykredit.

Fremtidsudsigterne får også flere virksomheder til at øge investeringerne. Hele 45 pct. af de adspurgte virksomheder regner således med at øge deres investeringer det kommende år i forhold til den foregående periode. Kun 7 pct. regner med at investere mindre.