Det kan tage Grækenland 100 år at privatisere nok

Det springende punkt i den nye aftale - det punkt, der angiveligt næsten fik græske premierminister Tsipras og tyske kansler Merkel til at forlade de langtrukne forhandlinger før tid og uden en aftale - kan vise sig slet ikke reelt at få så stor betydning, som der ellers er blevet lagt op til.

Det drejer sig om den fond, Tsipras er gået med til at oprette i Athen og ikke Luxembourg som først foreslået af EU. Godt 373 mia. kr. (eller 50 mia. euro) skal investeres deri, og pengene skal findes gennem salg af statslige aktiver. Provenuet skal så fra fonden, der i øvrigt vil være overvåget af EU, bruges på at refinansiere bankerne, betale af på gæld og skabe økonomisk vækst.

Mens fonden under weekendens 17 timers lange topmøde angiveligt blev diskuteret længe og grundigt, viser en godt tre uger gammel rapport fra Den Internationale Valutafond (IMF) nu, at man ikke regner med at kunne sælge for mere end 3,7 mia. kr. om året (0,5 mia. euro). Det betyder, at det vil tage op mod 100 år for grækerne at nå det mål, man netop har skrevet under på, skriver Børsen.

Ved slutningen af første kvartal i år havde man i Grækenland i alt kun formået at hente 23,8 mia. kr. i privatiseringsgevinster på fem år, viser rapporten. De blev fundet ved salg af aktiver, der var »nemmest at sælge« og med »færrest juridiske hindringer«, skriver man i rapporten. Det vil sige: ingen lufthavne, ingen jernbaner og ingen elnet.

I den nye aftale ligger et krav om at privatisere hele elnetværket, så grækerne kan formodentligt finde betydelige privatiseringsgevinster der.

»Man kan gå i gang med at privatisere lufthavne og havne allerede nu, men problemet hos investorerne er, at de ikke stoler på den græske regering, der allerede har rullet flere privatiseringstiltag tilbage, siden den kom til magten,« forklarer Ulrik H. Bie, cheføkonom ved Nykredit.

Da Tsipras og Syriza i januar vandt parlamentsvalget, var det netop med løfter om at stoppe privatisering, genansætte offentligt ansatte og stoppe den økonomiske sparepolitik, der de seneste fem år ifølge Tsipras havde »kvalt« Grækenland. Derfor rullede man blandt andet privatiseringen af Piræus Havn tilbage og har herefter givet blandede signaler om, hvorvidt man ville privatisere den igen.

»Det er klart, at hvis man får økonomien op at køre, så er der langt flere af statens aktiver, der kan være attraktive, så præmissen er jo, at man har lyst til at investere. Det vil sige, at man har et retssystem, der fungerer; et politisk system, der ikke arbitrært ændrer lovene bagud; og at man har en økonomi i fremgang. Det er nogle af de ting, der skal til, for at man får bedst mulig pris på de aktiver, man har,« siger Ulrik Bie.

Han foreslår, at Grækenland bruger de første af sine privatiseringsgevinster på igen at forsøge at skubbe gang i væksten i det græske samfund, men ikke via flere offentlige arbejdspladser og et højere offentligt forbrug, som Syriza og Tsipras ellers tidligere har villet.

»Det ville nok være smartest at skabe bedre rammevilkår for erhvervslivet, så det bliver nemmere at drive virksomhed i Grækenland. Man må ikke glemme, at der er masser af udviklingsmuligheder i landet. Den tidligere premierminister Papandreou ville jo netop i 2009 investere mange penge i turistindustrien. Hvorfor er det ikke blevet gjort siden?« siger Ulrik H. Bie.

Georgious Papandreou trådte i 2011 af som premierminister efter forhandlingsstridigheder med EU og banede vejen for en national samlingsregering i stedet.