Verden svømmer i olie og danske forbrugere i penge
Det seneste års kraftige prisfald på olie og råvarer er godt nyt for dansk økonomi og danske forbrugere, der for fremtiden vil kunne forvente en tungere pengepung.
Priserne på råvarer, såsom olie, stål, sukker og hvede, er nede på det laveste niveau i næsten 14 år, og meget tyder på, at tendensen fortsætter med stigende olieproduktion og aftagende efterspørgsel.
Det skriver Berlingske Business.
- Verden svømmer nærmest i olie. Det skyldes, at de økonomiske sanktioner mod Iran er ved at blive hævet, og at der derfor kommer ganske meget ekstra olie på markedet. Men der er også bekymringer for, at efterspørgslen er på vej ned, fordi væksten især i Kina er aftagende, siger Thina Margrethe Saltvedt, chefanalytiker og olieekspert hos Nordea, til Berlingske Business.
Udover Irans fremskridt på oliemarkedet har Saudi-Arabien også skruet op for produktionen og udgør en betydelig konkurrent med en olieproduktion, der har nået et rekordhøjt niveau med 10,6 mio. tønder om dagen.
For dansk økonomi er prisfaldet en vigtig årsag til, at forbrugerpriserne i 2015 kun er steget med 0,4 pct. ifølge tal fra Danmarks Statistik.
Såfremt udviklingen fortsætter, hvilket meget tyder på, vil Danmark opleve den laveste inflation i 62 år i 2015.


