Fortsæt til indhold

Presset Grækenland nærmer sig kritisk dato - igen

Risikoen for et græsk euroexit er langt fra forsvundet, vurderer Jyske Bank i ny analyse.

Jyske Bank sætter 35 procents sandsynlighed for, at Grækenland må forlade eurosamarbejdet.
Økonomi

En skrøbelig ro har sænket sig over Grækenland, efter at den græske regering i midten af juli vendte rundt på en tallerken og indgik en rammeaftale med kreditorerne om en tredje hjælpepakke.

I lang tid så det ellers ud til, at forhandlingerne skulle ende uforløst, men nu er frygten for en græsk bankerot og udmeldelse af eurosamarbejdet – det famøse ”grexit” – dæmpet for en stund.

Ikke desto mindre står Grækenland i en yderst vanskelig situation. Det skriver Jyske Bank i en ny analyse, der samtidig sætter 35 procents sandsynlighed for, at Grækenland må forlade eurosamarbejdet.

»Der er udbredt mistillid mellem Grækenland og kreditorerne, og visse kræfter inden for EU arbejder hen imod et kontrolleret græsk exit, selv om holdningen stadig generelt er, at Grækenland hører til i eurosamarbejdet,« skriver Jyske Bank.

Risikoen for et grexit bunder ikke mindst i det ustabile fundament, som forhandlingerne om en ny hjælpepakke står på. Den græske regering er under voldsomt pres både internt og fra kreditorerne, gældsudviklingen er stadig uholdbar, og økonomien er på vej ind i en dyb recession.

»Samtidig taler historien ikke til Grækenlands fordel, når det kommer til at overholde aftaler,« konstaterer Jyske Bank i sin analyse.

Grækenland skal meget gerne have forhandlet aftalen om en ny hjælpepakke på plads inden den 20. august, hvor et afdrag til Den Europæiske Centralbank (ECB) på 3,2 mia. euro forfalder. I modsatte fald har grækerne brug for yderligere finansiering, da statskassen er mere eller mindre tom.

I september skal grækerne betale yderligere 1,5 mia. euro til Den Internationale Valutafond (IMF.)

EU's kommissionsformand, Jean-Claude Juncker, har udtalt, at alt tyder på en græsk låneaftale inden udgangen af august, og Grækenlands regering sagde tirsdag, at den venter en aftale klar den 18. august.

I denne uge holder den græske finansminister møder med repræsentanter for IMF, ECB, EU-Kommissionen og EU's redningsfond om lånepakken.

Hvis Grækenland skal forblive i eurosamarbejdet og ikke mindst undgå en statsbankerot kræver det finanspolitisk disciplin, omfattende strukturelle reformer og gældslettelse, vurderer Jyske Bank. Fejler det, er Grækenland bedst tjent med at få sat gang i en kontrolleret udtræden af euroen, lyder det.

I flere meningsmålinger har et flertal af de græske borgere udtrykt ønske om at forblive i euroen, men på regeringskontorerne er der dyb splittelse. Premierminister Alexis Tsipras er afhængig af oppositionens mandater for at kunne gennemføre de nødvendige reformer, og det er et skidt udgangspunkt, skriver Jyske Bank.

»Men den indenlandske politiske situation er måske alligevel det mindste af problemerne. Trods kovendingen og de dystre udsigter for økonomien vidner meningsmålingerne om, at Tsipras stadig er populær i befolkningen. Og når de konkrete forhold i hjælpepakken er forhandlet på plads, kan et hurtigt nyvalg meget vel blive udskrevet,« skriver Jyske Bank.

Regeringspartiet Syriza står til at få op imod 40 pct. af stemmerne, hvorved de vil kunne danne regering alene. Oppositionens største parti, Nyt Demokrati, ser ud til at kunne få hver femte stemme.

Artiklens emner
Jyske Bank
Alexis Tsipras