Fortsæt til indhold

USA: Beskæftigelsesrapport overrasker markant negativt

Ledigheden i USA er faldet til 5,1 procent, men der er skabt færre nye job end ventet. Uden for landbruget kom 173.000 nye job mod en forventning på 217.000.

Økonomi
/ritzau/FINANS

Ledigheden i USA er faldet til 5,1 procent, men der er skabt færre nye job end ventet.

Uden for landbruget blev der i august skabt 173.000 nye job mod en forventning på 217.000. Det viser den seneste amerikanske beskæftigelsesrapport.

Tallene er langt svagere end ventet, da der blandt økonomerne var forudset en stigning på 217.000 nye arbejdspladser.

Tallet for juli er dog blevet opjusteret fra 215.000 til 245.000 job. Samlet set faldt arbejdsløsheden til 5,1 procent fra 5,3 procent. Økonomerne havde ventet et fald i arbejdsløsheden til 5,2 pct.

De amerikanske arbejdstagere kan glæde sig over en mindre fremgang på 0,3 pct. i de gennemsnitlige timelønninger i forhold til måneden før. Lønvæksten var en spids højere end ventet, da økonomerne havde regnet med en lønstigning på 0,2 pct.

Jobtallene er i øjeblikket særligt imødesete blandt økonomer verden over, fordi udviklingen på arbejdsmarkedet er en af de afgørende faktorer for, hvornår den amerikanske centralbank kommer med sin første renteforhøjelse siden 2006.

USA's centralbank, Federal Reserve, har rentemøde senere på måneden, hvor bankens medlemmer skal tage stilling til, om september er tidspunktet for en forhøjelse, eller om det kan vente til december eller senere.

Artiklens emner
Federal Reserve