Erhvervslivet: Så lad dog asylansøgere lukke hullet i arbejdsmarkedet
Erhvervslivet efterlyser indvandring og peger på, at flygtningene kan lukke hullet.
Mens politikerne har travlt med at gøre Danmark uattraktivt for flygtninge og indvandrere, står en øget indvandring højt på erhvervslivet ønskeliste.
Danmark vil om få år mangle arbejdskraft, og det problem kunne en øget strøm af flygtninge til Danmark være med til at løse. Sådan lyder opråbet fra flere topchefer og repræsentanter fra erhvervslivet.
En af disse er adm. direktør Allan Agerholm fra BC Hospitality Group, der bl.a. står bag Bellacenteret, Crowne Plaza og Hotel Marriott i København.
»Alle statistikker peger i samme retning. Inden for få år kommer vi til at mangle arbejdskraft, og det vil bare blive værre. Ser vi få år ud i fremtiden, vil fire ældre forlade arbejdsmarkedet, mens blot en yngre kommer ind i bunden. Set fra vores synspunkt har vi brug for indvandring, og kan vi samtidig hjælpe nogle asylansøgere, der kommer fra en trist baggrund, så er det jo kun godt,« siger adm. direktør Allan Agerholm.
BC Hospitality Group har 2.500 medarbejdere, når aktiviteten er højest, og omsatte i 2014 samlet set for over en mia. kr. Da virksomheden bl.a. står for konferencer på Bellacenteret, er en stor del af medarbejderne vikarer, som de ansætter gennem bureauer. Der er ikke behov for at kunne tale flydende dansk for at stille kaffekopper frem eller støvsuge et hotelværelse.
»Vi har en lang række ufaglærte stillinger, hvor vi nemt kan lære folk op meget hurtigt,« siger Allan Agerholm.
Kurt Larsen, der er stifter og formand til transportfirmaet DSV, ser også en mulighed for at løse to problemer på en gang.
»Enhver borger må jo forstå, at hvis der går fire ud af arbejdsmarkedet, og der kun kommer en til, så siger det sig selv, at det er et problem. Det ville jo være ideelt, hvis de fire, der går ud, kunne erstattes af flygtninge, der kommer udefra,« siger Kurt Larsen, der har stiftet DSV.
DSV havde en omsætning på tæt på 50 mia. kr. i 2014 og 23.000 ansatte. Blot 12-13 pct. af de ansatte er i Danmark, og derfor understreger Kurt Larsen, at DSV ikke selv står overfor et akut problem i Danmark.
Men det gør mange andre virksomheder, påpeger erhvervsorganisationen DI, som repræsenterer omkring 10.000 medlemsvirksomheder, der samlet set beskæftiger 1,2 mio. mennesker i Danmark og udlandet.
Omkring hver tredje af deres medlemsvirksomheder har stillinger, de ikke kan få besat, og mange mister ordrer på det.
DI: Danske virksomheder mangler arbejdskraft og mister ordrer
Nogle af de ubesatte stillinger er specifikke faglærte medarbejdere, men der mangler også ufaglærte.
»Vores medlemmer efterlyser arbejdskraft og står klar til at tage folk, der har fået asyl,« siger Steen Nielsen, underdirektør i DI.
Erhvervsorganisationen Landbrug & Fødevarer er også bekymret for mangel på arbejdskraft og indstillet på at ansætte flere flygtninge.
»Vi kan helt sikkert godt bruge flygtninge som arbejdskraft. Både i forarbejdningsvirksomheder og i de primære landbrug har vi i forvejen en udbredt brug af folk fra andre lande,« siger formand Martin Merrild fra Landbrug & Fødevarer.


