Fortsæt til indhold

Regeringen sadler om i jagten på nye vækstmarkeder

I lyset af den fejlslagne strategi med at sende danske virksomheder til de såkaldte BRIK-markeder, leder regeringen efter nye måder at skabe dansk eksportvækst på.

Økonomi

Nu skal det være slut med at satse på en håndfuld vækstlande. I stedet går man efter markeder i en større gruppe af lande. Det siger udenrigsminister Kristian Jensen (V).

Skiftet kommer efter, at strategien om at satse hårdt på de fire vækstlande Brasilien, Rusland, Indien og Kina, også kaldet BRIK, synes at være kuldsejlet. I stedet står der i dag 15 lande på listen, og de inkluderer udviklede markeder som bl.a. Canada, Australien og Storbritannien.

»Generelt set kan man sige, at den manglende succes med BRIK-strategien giver anledning til, at vi mere detaljeret skal gå ned og sige, at et land i sig selv ikke nødvendigvis er interessant, men i et bestemt land kan en bestemt branche godt være interessant,« siger Kristian Jensen forud for et eksportfremstød og officielt statsbesøg i Indonesien i denne uge.

Allerede under VK-regeringen, da finanskrisen hærgede i både Europa og USA, blev BRIK-landene udpeget som de mest lovende vækstmarkeder. I november 2011 lancerede den nye SRSF-regering en endnu mere målrettet BRIK-strategi, der skulle få specielt de mindre og mellemstore virksomheder til at søge derud.

Men siden er det russiske marked kollapset efter, at bl.a. EU-sanktioner har ramt eksporten af fødevarer. Også Brasilien er i dag i recession efter, at faldet i råvarepriserne har ramt landets økonomi. Væksten i Kina er faldet betragteligt, mens eksporten til Indien ligger fladt.

Selv med et bredere fokus møder vækststrategien skepsis. Man risikerer nemlig at lokke virksomheder ud på markeder, hvor de har svært ved at lykkes, vurderer bl.a. Philipp Schröder, professor i økonomi på Aarhus Universitet.

»Når man snakker og skriver så meget om BRIK og vækstmarkederne, har der været mange virksomheder, som af egen drift mente, at de skulle være der. I virkeligheden kunne de have været bedst tjent med at søge til Polen eller Tyskland,« siger Philipp Schröder.

Kritikken er endnu hårdere fra Erik Skovgaard Nielsen, direktør i den danske afdeling af Atradius, et af verdens største kreditforsikringsselskaber.

»Vi er skeptiske over for generelt at opfordre især mindre og mellemstore virksomheder til at gå ud og satse stort på fjernere eksportmarkeder. Udviklingen i Rusland har vist, hvor risikabelt det kan være,« siger Erik Skovgaard Nielsen.

Artiklens emner
BRIK
Philipp Schrøder