Fortsæt til indhold

Over tusind færre ledige i oktober

Bruttoledigheden er faldet med 0,1 procentpoint fra september til oktober.

Økonomi

1.100 mennesker er formentlig kommet i job fra september til oktober.

Antallet af bruttoledige er nemlig faldet til 120.400 personer, viser nye tal fra Danmarks Statistik. Ledighedsprocenten i juli, august og september lå stabilt på 4,6 pct., mens den i oktober er faldet til 4,5 pct.

Ledigheden er faldet ligeligt for begge køn. Der er et overtal af kvinder, som går uden arbejde, men fra september til oktober faldt bruttoledigheden med 0,1 procentpoint for begge køn, således der var 4,7 pct. ledighed blandt kvinder og 4,3 pct. blandt mænd.

For en enkelt aldersklasse er ledigheden steget i løbet af det seneste år. Det gælder de 60 til 64-årige, hvor ledighedsprocenten er gået 0,2 procentpoint frem målt i ikke-sæsonkorrigerede tal. Modsat er ledigheden over det seneste år faldet med 0,6 procentpoint for de 30 til 39-årige.

Samtidig er der kun to aldersklasser, hvor ledighedsprocenten ikke er faldet fra september til oktober. Det er igen de 60 til 64-årige, mens det også gælder de unge mellem 25 og 29 år.

Ledighedsprocenten er fortsat lavest for de 16 til 24-årige, hvor den er helt nede på 2,9 pct. Der er til gengæld flest ledige blandt de 25 til 29-årige, hvor 7,7 pct. er uden arbejde.