Danskerne har sendt 87 milliarder ud i cyberspace
Nethandlen satte endnu en gang omsætningsrekord i 2015.
Man kan ikke bebrejde forbrugerne, hvis de har fået musearm og ømme tastefingre oven på juledagene.
I december blev der nemlig omsat for hele 9,4 mia. kr. i netbutikkerne, og det solide julesalg var med til at hjælpe årets omsætning op på et rekordhøjt niveau.
Samlet har forbrugerne spenderet 86,9 mia. kr. på internettet i løbet af hele 2015. Det viser en ny handelsanalyse fra Foreningen for Dansk Internet Handel (FDIH).
FDIH præsenterede tidligere på året forventninger om en lidt højere omsætning på 90 mia. kr. Allerede på årets tre første måneder havde danskerne nemlig lagt 22 mia. kr. i nethandlen. Forbrugslysten rakte dog ikke helt så langt som forventet.
»Vi har haft i flot vækst i e-handlen, der er på niveau med væksten i 2014. Vi havde forventet en lidt højere omsætning for hele året på baggrund af halvårstallene, men vi nåede altså ikke helt op på de 90 mia. kr., som vi estimerede efter årets første seks måneder,« siger direktør i FDIH, Niels Ralund.
Siden 2014 er omsætningen vokset 18 pct., og nethandlen nærmer sig således en tredobling i omsætningen siden 2009, hvor forbruget lå på 32 mia. kr.
De fleste penge bliver investeret inden for landets grænser, men udenlandske netbutikker fik også glæde af det begyndende opsving i privatforbruget i fjor. Danskerne lagde 26,9 mia. kr. i udlandet, viser analysen. Det svarer til, at de danske webshops har fået glæde af 70 pct. af omsætningen.
December blev den mest indbringende måned, mens juli lå i den anden ende af skalaen med en samlet omsætning på 6,3 mia. kr.
Handelsanalysen er baseret på interview med godt 14.000 danske forbrugere i løbet af 2015 og er Danmarks største undersøgelse af e-handel.

