Fortsæt til indhold

Økonomer: Eksporten er Danmarks problembarn

Særligt eksporten til Tyskland skuffede i 2015.

Økonomi

Eksporten er fortsat akilleshælen i den danske økonomi.

Sådan lyder vurderingen fra flere økonomer, selvom de seneste tal fra Danmarks Statistik viser, at eksporten fik et lille nøk op i slutningen af 2015.

I november steg vareeksporten således med 1 pct. sammenlignet med måneden før. Stigningen var til dels båret af salget af lægemidler, som gjorde USA til Danmarks tredje største eksportmarked i 2015.

Målt over en tre måneder lang periode fra september er der dog tale om et samlet fald i vareeksporten på 0,2 pct.

»At eksporten har været så udfordret i 2015 har på mange måneder været en stor overraskelse. Der har trods alt været fornuftig vækst i Europa, USA har klaret sig godt, og Sverige og England har imponeret med ganske høje vækstrater,« siger cheføkonom i Dansk Erhverv, Steen Bocian.

Omvendt har det trukket i den gale retning, af oliepriserne har ramt Danmarks afsætningsmarked i Norge, mens afmatningen i den kinesiske økonomi har smertet visse danske eksportvirksomheder.

Der er altså flere forklaringer på den svage udvikling i eksporten. Tyskland var efterårets store skuffelse. Eksporten hertil faldt over tre måneder med 6,7 pct. grundet faldende salg i vindmølledele og energivarer. Det var med til at trække den samlede eksport til EU-landene ned med 2,9 pct.

Særligt grelt så det dog ud i tredje kvartal af 2015, hvor et massivt fald i eksporten på 1,3 pct. trak bruttonationalproduktets vækst i minus. BNP faldt med 0,4 pct. i dette kvartal.

Selvom tallene fra december stadig mangler, vil den samlede udvikling i fjerde kvartal næppe ændre på, at eksporten var et af årets store økonomiske skuffelser i 2015, lyder det fra Danske Bank.

Forventningerne for 2016 er dog en anelse mere optimistiske. Både Dansk Erhverv og Danske Bank forventer stigende eksport som følge af den moderate, europæiske vækstfremgang og Danmarks forbedrede konkurrenceevne på løn.

»Men da vi også gik ind til år 2015 med pæne forventninger til eksporten, så er risikoen selvfølgelig, at vi endnu en gang bliver skuffede,« lyder det fra analytiker i Danske Bank, Mikael Olai Milhøj.