Fortsæt til indhold

Nordea: Sådan vil Kina få styr på væksten

Kina har flere muligheder i værktøjskassen.

Økonomi
Ritzau Finans

En bred vifte af offentlige investeringer er sammen med lavere skatter nogle af de redskaber, som den kinesiske regering formentlig vil tage i brug for at holde hånden under væksten i økonomien, der sidste år var på det laveste niveau i 25 år.

Det vurderer Amy Zhuang, der er senioranalytiker i Nordea og fra sin base i Singapore følger Kina tæt.

- Det mest sandsynlige er offentlige investeringer inden for særligt transportsektoren. Der kan bygges metroer på østkysten, hvor der er masser af storbyer, og højhastighedstog på tværs af Kina og flere motorveje i den vestlige dele af landet. Det vil skabe beskæftigelse, siger Amy Zhuang.

Situationen i Kina har i de seneste uger haft stor bevågenhed - særligt på de finansielle markeder - da der er stor bekymring for væksten i verdens næststørste økonomi.

Tirsdag viste tal for 2015, at væksten i bruttonationalproduktet, BNP, sidste år var på 6,9 pct. - hvilket ikke er set lavere siden starten af 90'erne.

De kinesiske myndigheder ser sig derfor nødsaget til at reagere, og ud over offentlige investeringer kan lavere skatter være et oplagt bud, vurderer Amy Zhuang.

- Man så flere små pakker i løbet af sidste år, og det kan vi se mere af i år. Jeg tror, at det mest sandsynlige vil være lavere skatter til landbruget og små virksomheder.

- Jeg tror ikke, at vi vil se en sænkning af indkomstskatten, men mere forbrugsorienterede skattefordele, hvis du for eksempel køber bestemte varer. Sidste år så vi, at bilafgiften blev sænket, og den slags kan vi formentlig se mere af i år, siger hun.

Hun vurderer, at Kina har godt med plads til at føre en ekspansiv finanspolitik, fordi landets offentlige underskud ligger på omkring 2 pct. af BNP.

Nordeas forventning er, at den kinesiske vækst - i de officielle tal - vil havne på 6,6 pct. i 2016 på trods af de mange tiltag, som formentlig er i støbeskeen.

- Kina er strukturelt set udfordret på flere fronter. Der er ikke så meget arbejdsoverskud længere, lønningerne bliver dyrere, industrisektoren er ramt af overkapacitet på udbudssiden, mens den globale efterspørgsel viser tegn på afmatning, siger Amy Zhuang.

- Så de er nødt til at komme med en masse massive økonomiske lempelser for at undgå, at væksten for eksempel kommer ned under 6 pct., siger hun.

Ud over de rent finanspolitiske tiltag kan myndighederne i Kina også justere pengepolitikken. Det så man ved flere lejligheder i 2015, hvor renten blev sat ned, og det vil ifølge Amy Zhuangs vurdering også ske i år - dog i mindre omfang.

Hun peger på lavere renter - der vil gøre virksomhedernes låneomkostninger mindre - samt en sænkning af de kinesiske bankers reservekrav.

- Jeg tror ikke, at de tiltag vil have den helt store effekt på økonomien. Jeg er ret skeptisk omkring det, fordi vi i løbet af 2015 har set fem rentesænkninger og fire gange sænkede reservekrav.

- Det gav et midlertidigt boost til aktiemarkedet, men vi så ikke nogen mærkbar effekt på de fundamentale forhold og i nøgletallene, siger hun.

Artiklens emner
Amy Zhuang