Fortsæt til indhold

Verdens største frihandelsaftale er på vej

En aftale om handel mellem USA og EU vil, hvis den bliver til noget, blive verdens største frihandelsaftale.

Økonomi
/ritzau/

Hvis handlen kan flyde frit over Atlanterhavet, vil det give større eksport, billigere varer og flere arbejdspladser og dermed være milliarder værd i både Europa og USA, siger EU-Kommissionen og tilhængerne af en frihandelsaftale mellem EU og USA.

Men modstandere kritiserer, at forhandlingerne føres bag lukkede døre, og frygter blandt andet, at aftalen vil undergrave EU's standarder for kemikalier og fødevarer.

Læs om frihandelsaftalen (TTIP) her:

  1. TTIP står for Transatlantic Trade and Investment Partnership.
  2. EU og USA indledte forhandlingerne om TTIP i juni 2013. Den 13. forhandlingsrunde indledes i næste uge.
  3. Den amerikanske præsident Barack Obama, der har ni måneder tilbage i Det Hvide Hus, håber, at få en aftale mellem EU og USA på plads, mens han er præsident.
  4. TTIP skal være med til at sætte mere skub i den europæiske økonomi ved at skabe mere eksport, billigere varer og flere arbejdspladser.
  5. Forbrugerorganisationer, fagforeninger og miljøorganisationer er kritiske over for aftalen, som de mener vil undergrave arbejdsforhold, fødevaresikkerhed, miljøhensyn og regulering af bankerne. Desuden kritiserer aktivister, at TTIP-forhandlingerne foregår bag lukkede døre.

Kilder: EU-Kommissionen, Centre for Economic Policy Research.