Fortsæt til indhold

Danmark kravler op ad konkurrencestigen

Det går fremad for konkurrenceevnen, og Danmark flytter to pladser frem til verdens sjette mest konkurrencedygtige nation, viser ny rapport fra IMD.

Økonomi

Vi er verdens sjette mest konkurrencedygtige nation. I hvert fald, hvis man skal tro det schweiziske International Institute for Management Development, IMD, der i sin årlige »World Competitiveness Yearbook« rykker Danmark to pladser frem.

Kun vores svenske naboer, der indtager pladsen som nr. 5 på listen, kan slå os i Europa på konkurrenceevne, viser IMD-opgørelsen, der placerer henholdsvis Hong Kong, Schweiz og USA på podiet som nr. 1, 2 og 3.

»Det er en væsentlig rapport, der viser, at vi har gode vilkår for at drive virksomhed her i landet. Der er nogle felter, hvor vi ligger i top og andre, hvor vi ligger i bund. Det fortæller os, at vi på nogle områder kan blive endnu bedre,« siger vicedirektør i erhvervsorganisationen DI, Kent Damsgaard.

IMD peger især på, at Danmark er meget konkurrencedygtig, når det gælder institutionelle og samfundsmæssige rammer som høj retssikkerhed, fravær af korruption og stor lighed.

Samtidig udpeger IMD landets grønne løsninger og forskningskvaliteter. To emner, som den nuværende Venstre-regeringen dog har skruet på med det nye PSO-udspil, der væsentligt sænker tempoet for den grønne omstilling, ligesom regeringen har skåret kraftigt i midlerne til forskning.

Den spritnye opgørelse fra IMD af den danske konkurrencekraft er da heller ikke den eneste sandhed om konkurrenceevnen.

I Verdensbankens årlige »Doing Business«-rapport, hvis nyeste eksemplar landede i efteråret, indtog Danmark en flot 3. plads. Dermed kårede rapporten Danmark som det bedste land i Europa at drive forretning i.

Helt så fremragende en placering kan Danmark dog ikke bryste sig, når man ser på World Economis Forums seneste »Competitiveness Rankings«, som også sker årligt. Her ligger Danmark helt nede på en 12. plads, når man måler konkurrenceevnen globalt – og her er flere europæiske lande foran som Tyskland, Holland, Finland og Sverige.

Ser man dog det hele fra helikopteren, er billedet klart: Det går fremad for Danmark. Alle de seneste opgørelser har således vist, at der er rykket ved konkurrenceevnen herhjemme, så Danmark rykker frem i konkurrence-undersøgelserne.

Artiklens emner
IMD
Verdensbanken