Stephen Hawking er bekymret for menneskehedens overlevelse efter Brexit
"Nøjagtigt ligesom børn må vi lære at dele," skriver forfatteren i en klumme.
Menneskeracen befinder sig i »farefulde tider«. Klima-ændringer, overbefolkning og epidemier er blot nogle af de udfordringer, vi står over for. Og efter briterne stemte sig ud af EU, må der nu kæmpes for at ændre menneskers forståelse af og tilgang til penge og materielle goder.
Sådan skriver i hvert fald den anerkendte fysiker Stephen Hawking i The Guardian fredag.
For hvis ikke briterne - og resten af verdensbefolkningen - snart lærer at dele, er Stephen Hawking bekymret for, hvordan menneskeheden skal overleve, skriver han.
»Disse presserende anliggender kræver, at vi arbejder sammen, allesammen, med en fælles vision og en samarbejdsvilje, der skal sikre menneskehedens overlevelse. Vi bliver nødt til at tilpasse, gentænke, refokusere og ændre vores fundamentale forståelse af, hvad vi mener med rigdom, med ejendom, med mit og dit. Nøjagtigt ligesom børn må vi lære at dele,« skriver han.
Han understreger blandt andet, at det er offentlige udgifter, der har gjort hans forskning mulig - ikke bare i forhold til legater og fundraising, men også i henhold til hans eget liv. Hawking, der er svært handicappet, havde nemlig slet ikke været i stand til at føre det liv, han har ført, hvis ikke det havde været for offentlige tilskud.
»Hvis vi fejler, vil de kræfter, der bidrog til et brexit - den misundelse og isolering, der ikke bare i Storbritannien, men i hele verden udspringer af ikke at dele; af kulturer drevet af en snæver definition af rigdom og mislykkede forsøg på at fordele den lige - styrkes både inden for nationernes egne grænser og nationerne imellem. Hvis det sker, ville jeg ikke være optimistisk for de langsigtede udsigter for vores race,« advarer fysikeren.


