Fortsæt til indhold

Dårlige karakterer til Danmarks konkurrenceevne

Danmarks konkurrenceevne halter efter de øvrige nordiske lande og Tyskland, viser ny rapport.

Økonomi
KELD LOUIE PEDERSEN FINANS’ UDSENDTE MEDARBEJDER louiedk@finans.dk

SEOUL – Danmarks konkurrenceevne er væsentligt dårligere, end den burde være.

Mens Schweiz og Singapore fortsat er verdens mest konkurrencedygtige lande, ligger Danmark nede på en 12. plads, viser den netop offentliggjorte Global Competitiveness Report 2016 fra World Economic Forum.

»I efterhånden mange år har Schweiz og Singapore ligget i den absolutte verdenselite. Der er tale om lande på størrelse med Danmark, og derfor er der reelt intet, som forhindrer os i at avancere på listen,« forklarer Stig Yding Sørensen, centerchef ved Teknologisk Institut.

Sammen med sin kollega, innovationschef Hanne Shapiro, har han ansvaret for den danske del af rapporten.

Sverige, Finland og Norge ligger bedre placeret end Danmark, og Sverige er endda avanceret fra en 9. til en 6. plads.

Tyskland, der aftager 15 pct. af dansk eksport, er de seneste to år steget fire placeringer og ligger nu på en global 5. plads.

»Grundtanken med de årlige rapporter er at give regeringer og erhvervsliv i de enkelte lande mulighed for at se de punkter, hvor der er mulighed for at forbedre konkurrenceevnen,« forklarer World Economic Forums grundlægger og adm. bestyrelsesformand, professor Klaus Schwab.

»Den svækkede åbenhed i den globale økonomi skader generelt konkurrenceevnen og gør det sværere for regeringerne at skabe en bæredygtig og inkluderende økonomisk vækst,« føjer han til.

Hvad der springer i øjnene ved dette års rapport er, at Storbritannien er avanceret fra en 10. til en 7. plads og således står med et godt udgangspunkt, når konsekvenserne af brexit skal omsættes i praksis.

Den globale højdespringer er dog Indien, der i de seneste 12 måneder har forbedret konkurrenceevnen så meget, at landet er steget fra en 55. plads til en 39. plads.

»Et meget centralt budskab i dette års rapport er, at kvantitative pengepolitiske lettelser, herunder systematiske opkøb af bl.a. obligationer, ikke har været i stand til at genskabe den verdensøkonomiske vækst. Rapporten viser, at en stærk konkurrenceevne er forudsætningen for, at pengepolitiske stimuli har den ønskede succes,« påpeger Klaus Schwab.

Artiklens emner
World Economic Forum
Teknologisk Institut