Investeringskrise barberer milliarder af dansk velstand
Det danske erhvervsliv investerer 30 mia. kr. mindre om året end tidligere. Det koster både vækst, fremgang og generel velstand, viser nye tal fra Arbejderbevægelsens Erhvervsråd.
Det skriver Berlingske Business.
I kølvandet på finanskrisen er det danske erhvervsliv fanget i en historisk stor investeringskrise, som helt konkret koster 0,8 procentpoint vækst og op imod 15.000 arbejdspladser. Målt i velstand betyder dette, at Danmark går glip af 15 mia. kr.
Fokus skal sættes på de små virksomheder, mener fagforeningen 3F.
- Som vi ser det, er det danske virksomhedslandskab præget af mange mindre virksomheder. Vi skal lade de større virksomheder klare sig selv og i højere grad satse på nogle af de ting, som kan hjælpe de små virksomheder til at komme videre, siger 3F-formand Per Christensen til Berlingske.
En analyse fra 3F viser, at små virksomheder med under 20 ansatte har oplevet det største dyk i investeringer siden før krisen indtraf. Hos de store virksomheder er niveauet derimod uændret. Det kan skyldes både manglende tiltro til fremtiden og manglende evne til at låne pengene i banken, vurderer økonomiprofessor Philipp Schrøder overfor Berlingske.


