Cheføkonom: Lønstigninger ser forsigtige ud
Trods lønstigninger på samlet 5 pct. er der ifølge Jyske Banks cheføkonom ingen grund til bekymring for konkurrenceevnen.
Dansk industris konkurrenceevne kan godt overleve de lønstigninger, der er aftalt i den nye overenskomst.
Sådan lyder den umiddelbare vurdering søndag eftermiddag fra Niels Rønholt, cheføkonom i Jyske Bank.
»Lønstigningerne ser meget forsigtige ud. Der er ingen tegn på, at lønningerne er ved at eksplodere opad,« siger han til Finans.
Dansk Industri og CO-industri har søndag eftermiddag offentliggjort en ny aftale om overenskomst for industrien. Som led i aftalen kommer mindstelønnen til at stige med 5,2 pct. frem mod 2019. Hvor satsen i dag er på 113,65, stiger den til 119,65 kr. ved udgangen af perioden.
Det svarer til årlige stigninger på hhv. 1,75 pct., 1,72 pct. og 1,69 pct.
»Der er ingen konkurrenceevne, der bliver sat over styr her. Jeg tror ikke, man vil opleve en markant forværring,« siger han.
Parterne har alene aftalt, hvordan mindstelønnen på industriens område skal udvikle sig. Den reelle aflønning skal efterfølgende aftales lokalt på virksomhederne, påpeger Niels Rønholt.
»Man skal huske, det er grundsatser. Der vil være lokale forhandlinger efterfølgende, hvor vi kan få yderligere lønglidning. Isoleret her er der dog intet, der tyder på markante stigninger i forhold til hidtil.«
Topchefen i Dansk Industri Karsten Dybvad er umiddelbart også tilfreds med niveauet for lønstigningerne.
»Det har været afgørende for os at nå en aftale, som skaber grundlag for, at danske virksomheder kan konkurrere med virksomheder over hele verden. På den måde fortsætter vi en god udvikling for Danmark, hvor vi skaber job og velstand her i landet,« siger han i en kommentar til aftalen.


