Fortsæt til indhold

Kriseråd kræver indgreb mod boligpriser i København og Aarhus

Det Systemiske Risikoråd vil have regeringen til at trykke på bremsen på boligmarkedet og sætte en stopper for afdragsfrie og variable lån til meget gearede boligejere i København og Aarhus.

Økonomi

Boligejere i København og Aarhus, hvis gæld overstiger deres indkomst med mere end fire gange, bør have langt mindre adgang til variable og afdragsfrie lån.

Sådan lyder det temmelig tunge vink med en vognstang fra det såkaldte Systemiske Risikoråd, der skal holde øje med krisetegn og boligbobler i Danmark.

Rådet har på sit seneste møde vedtaget en såkaldt henstilling til regeringen, der nu enten skal følge rådets anbefaling eller forklare hvorfor, man er uenige.

»Rådet har vedtaget en henstilling til regeringen om begrænsning af boligbelåning med variabel rente eller afdragsfrihed, hvor låntagers samlede gæld overstiger fire gange indkomsten i København og omegn samt Aarhus,« lyder det i en meddelelse fra Risikorådet der uddyber:

»Initiativet er et bidrag til at imødegå et skred i kreditstandarderne som observeret under højkonjunkturen op til finanskrisen. Det vil reducere antallet af låntagere med høj gældsætning og risikable låntyper. Omtrent 85 pct. af ny boligbelåning med høj gæld i forhold til indkomsten var variabelt forrentet eller afdragsfrit i 2015.«

Risikorådet har Nationalbank-direktør Lars Rohde i spidsen. Han har længe advaret mod en potentiel boligboble i landets to største byer. Og rådet udtrykker da også bekymring for udviklingen på ejendomsmarkedet - og vil nu blandt andet til at se nærmere på andelsboligmarkedet også:

»De meget lave renter har bidraget til stigende priser på erhvervsejendomme, især beboelses- og forretningsejendomme. Samtidig er institutternes udlån mod pant i erhvervsejendomme steget de seneste to år. Historisk har udlån til erhvervsejendomme været en kilde til systemiske risici i Danmark,« lyder det i mødereferatet der fortsætter:

»Rådet konstaterer også høj aktivitet på andelsboligmarkedet og noterer sig, at der ikke er udbetalingskrav for denne boligtype. Rådet vil på kommende møder sætte fokus på disse områder.«

Artiklens emner
Nationalbanken