Stjerneøkonom: Stigende renter er den største trussel mod verdensøkonomien
Tidligere var det Kina, men nu udgør rentestigninger den største trussel, mener en anerkendt økonom.
Pludselige rentestigninger udgør den største trussel mod den globale økonomi.
Det mener økonomiprofessoren fra Harvard og den tidligere cheføkonom i Den Internationale Valutafond (IMF) Kenneth Rogoff, der har fået prædikatet stjerneøkonom.
Risikoen for at Det Hvide Hus eller USA gør noget virkelig irrationelt kan virke overdreven, men vi holder alle vejret.Kenneth Rogoff, økonomiprofessor.
Kenneth Rogoff har tidligere anset Kina for at udgøre den største trussel, men på 10-året for kreditkrisens indtog fastslog han onsdag overfor BBC, at husholdninger og virksomheder har øget gældsætningen på globalt plan. Det er sket i en periode, da renten har været holdt nede i et historisk lavt niveau netop for at opmuntre til at låne og forbruge efter krisen.
»Hvis noget skulle ske, der sender renterne i vejret, vil det afsløre en række bløde punkter - steder hvor der er høj gæld,« sagde Kenneth Rogoff.
Ifølge Rogoff udgør Kina stadig en trussel mod den globale økonomi på grund af landets gældsproblemer, politisk ustabilitet og store afhængighed af eksport. Samtidig mener han, at den økonomiske politik, som Det Hvide Hus i USA fører under præsident Trumps ledelse skaber usikkerhed og udgør en risiko - dog uden at komme ind på, hvori usikkerheden består.
»Risikoen for at Det Hvide Hus eller USA gør noget virkelig irrationelt kan virke overdreven, men vi holder alle vejret,« sagde Kenneth Rogoff.
I dag er det præcist 10 år siden, at BNP Paribas fastfrøs udbetalinger fra tre investeringsfonde med henvisning til usikkerhed om lån med sikkerhed i fast ejendom i USA. Det udløste panik på de finansielle markeder, og mange mener, at finanskrisen derfor begyndte den 9. august 2007.
Ifølge Rogoff er USA kommet sig over krisen, men en generation er blevet skræmt af den og mange unge kæmper for at få et arbejde.
»Jeg tror, at nedsmeltningen i stor udstrækning forstærkede den bølge af populisme, som verden mærker lige nu. USA ville ikke have haft Donald Trump som præsident uden det crash,« siger Kenneth Rogoff.


