Fortsæt til indhold

Malou Aamund: Danske bestyrelser mangler fantasi

Bestyrelsestoppen er tilbage med en ny sæson, hvor en række af de mest indflydelsesrige bestyrelsesledere fortæller om deres indsigter fra bestyrelseslokalet. I denne uge kan du møde Malou Aamund, der er professionelt bestyrelsesmedlem og bestyrelsesleder i Matas.

Arkivfoto: Sofia Busk
Bestyrelsestoppen
Redaktionen

Danske bestyrelser mangler fantasi og skal blive bedre til at forestille sig fremtiden, når verden ændrer sig så hurtigt, især inden for ny teknologi og geopolitik.

Sådan lyder budskabet fra Malou Aamund, der efter en karriere i amerikanske techselskaber – og en tur i Folketinget – nu er professionelt bestyrelsesmedlem og bestyrelsesleder i Matas.

I denne episode af Finans’ podcast Bestyrelsestoppen fortæller hun åbent om, at hun mener, at danske bestyrelser tænker for lineært om fremtiden.

Ifølge Malou Aamund bør der være mere uenighed og mindre konsensus i bestyrelseslokalerne. Der er for lidt paranoia og radikal tænkning, og der bør stilles nogle flere ”syrede” spørgsmål i bestyrelseslokalerne, mener hun.

»Vi skal væk fra den der hyggeklub, hvor alle er enige. De virkelige kvalitetsdiskussioner kommer frem, når der er friktion og vi ikke alle er enige,« siger hun.

I podcasten fortæller Malou Aamund, der også sidder i Kirkbis bestyrelse og desuden har en fortid i DSV’s, hvilke kompetencer hun mener, der er vigtigst i et bestyrelseslokale i dag.

I den sammenhæng vægter hun læringsparathed og nysgerrighed højere end traditionelle parametre som erfaring, alder og faste kompetencer.

Netop disse egenskaber er afgørende, hvis bestyrelser skal kunne navigere i den hastige udvikling inden for kunstig intelligens, som har potentiale til at ændre forretningsmodeller fundamentalt.