Fortsæt til indhold

Hanne Storm Edlefsen er chef for energiøerne: »Det er belgierne, vi forhandler med konkret lige nu«

Hanne Storm Edlefsen er direktør for energiøer i Energinet og første gæst i Finans' nye podcast "Grønne penge".

Grønne penge
Redaktionen

Det skal være verdens første kunstige energiø - og den skulle være klar i 2033.

Hanne Storm Edlefsen, der er direktør for energiøer i Energinet, er sat i spidsen for udviklingen af den energiø i Nordsøen, som de danske politikere med stor begejstring præsenterede tilbage i 2021. Men udsigten til øen er med tiden blevet tåget, medgiver hun.

»Jeg tror, det bliver lidt svært at nå det til 2033 eftersom, der ikke ligger en aftale endnu. Den oprindelige planlægning var, at så skulle vi have haft go her før jul,« fortæller Hanne Storm Edlefsen i Finans’ helt nye podcast ”Grønne penge”.

Hun er sat i stævne af Joachim Sperling, der er i direktør i Axcel Future, der i den nye podcast vil forsøge at finde svar på, hvad der skal til for at gennemføre den grønne omstilling - og hvem, der reelt skal gøre det i praksis.

»Hvad er dit bedste skøn på, hvornår det her kan være færdigt?,« spørger Joachim Sperling.

»Det handler simpelthen om, at vi finder en god udlandspart, som godt vil lave en aftale med os. Og det er belgierne, vi forhandler med konkret lige nu,« lyder det fra Hanne Storm Edlefsen i podcasten.

Hvilke udfordringer, der har ramt det storstilede projekt, og hvornår Energinet-direktøren reelt tror, at de annoncerede energiøer kan blive til virkelighed, kan du alt sammen blive klogere på ved at lytte til den nye episode af ”Grønne penge” lige her.

Podcasten vil fremover udkomme hver anden mandag.

Artiklens emner
Den grønne omstilling
Podcast