Headhunterne: Sådan foregår jagten på den næste topchef
Hvem er headhunterne? Hvordan arbejder de? Det har Søren Linding, erhvervskommentator på Finans, sat sig for at finde ud af i en ny podcastserie. I denne episode kan du høre, hvordan man planlægger jagten på den næste topchef.
Rekrutteringen af den næste topchef bør ideelt set begynde længe før, chefstolen pludselig står tom.
Alligevel kæmper mange bestyrelser med netop den disciplin: at planlægge en gnidningsfri overgang fra én topchef til den næste.
Det er omdrejningspunktet i det seneste afsnit af Finans’ nye podcast Headhunterne, hvor Malou Helbo fra Egon Zehnder, deler sine erfaringer og perspektiver på successionsplanlægning.
»Successionsplanlægning skal være en fast del af en bestyrelses agenda. I den bedste verden har man både et blik på de eksterne og holder en liste opdateret, samtidig med at man aktivt kigger på, hvordan man bygger og arbejder med den interne bænk,« siger hun.
For alt for mange bestyrelser arbejder stadig ikke rettidigt og systematisk med opgaven – hverken med at gøre interne kandidater klar eller med at holde en stærk ekstern pipeline varm, påpeger Malou Helbo.
»Der er enormt mange facetter i det her. Det kræver, at bestyrelsen har nogle ærlige og åbne diskussioner om, hvilken strategi der skal være om fem år.«
Og selv med den bedste plan kan meget gå galt.
Bestyrelsen kan stå i en situation, hvor en ny topchef skal findes hurtigt. Derfor er forberedelse afgørende, så hastige beslutninger ikke også bliver dårlige beslutninger.
For dilemmaerne er mange. Skal den siddende direktør være med til at finde sin egen afløser? Skal interne kandidater vide, at de er i spil – og hvordan undgår man en magtkamp i topledelsen?


