Headhunterne: Derfor fejler udenlandske topchefer i Danmark
Et imponerende cv er ikke nok. For udenlandske topchefer kan manglende forståelse for de danske arbejdsmetoder hurtigt blive en faldgrube, advarer headhunter Kai Hammerich i denne episode af podcasten "Headhunterne".
Når danske bestyrelser jagter deres næste topchef i udlandet, bliver de tit forblændet af imponerende cv’er og stærke økonomiske resultater.
Men ifølge Kai Hammerich, partner hos Spencer Stuart, overses det kulturelle match alt for ofte. Det kan måske lyde som en lille detalje, men erfaringen viser noget helt andet.
Det fortæller han i denne episode af ”Headhunterne”, hvor Finans’ erhvervskommentator og debatredaktør Søren Linding samler Danmarks topheadhuntere i studiet for at give et sjældent kig bag kulisserne i en ellers lukket verden.
»Over 99 pct. af alle store, globale virksomheder har et enkelt lands kultur som fundamentet for deres organisation. De kan alle sammen performe på den globale scene, men den måde, de ser på omverdenen på, kommer fra deres nationale udgangspunkt,« siger Kai Hammerich.
Selv store danske virksomheder, der opererer på det globale marked, har en tydelig kultur med stærke danske rødder, som former både organisering, strategi og beslutningsprocesser.
»Danske virksomheder er meget danske. Vi lægger bare ikke særlig meget mærke til det. Men det store spørgsmål er altid, hvordan en dansk virksomhed reagerer på en udenlandsk leder,« siger Kai Hammerich.


