Fortsæt til indhold

Ny podcast fra Finans: »Det største dilemma i dansk erhvervsliv handler om Kina«

Kina-dilemmaet er en ny podcast fra Finans, der stiller skarpt på de danske virksomheders største dilemmaer og sværeste beslutninger i en ny verdensorden, der har Kina i centrum.

Kina-dilemmaet

Verdens nye supermagt har sat de danske virksomheder i et næsten uløseligt dilemma.

På den ene side er Kina et land med uanede forretningsmuligheder og teknologiske tigerspring. På den anden side kaster landet en skygge af brudte menneskerettigheder og stigende stormagtsdrømme efter sig.

Kina er for stor til at ignorere og for kontroversiel til at omfavne. Hvordan skal de danske virksomheder forholde sig til det?

Det forsøger Finans nu at give svaret på i en ny podcast, Kina-dilemmaet.

»Alle kigger mod Trump og USA. Men det største dilemma i dansk erhvervsliv handler om Kina. Der er nemlig ingen åbenbar løsning på at håndtere balancegangen med Kina som strategisk partner, økonomisk konkurrent og systemisk rival. Alt sammen på samme tid,« siger Søren Linding, redaktør på Finans og podcastvært på Kina-dilemmaet.

Søren Linding er erhvervskommentator, redaktør på Finans og podcastvært på Kina-dilemmaet. Foto: Gregers Tycho

I podcasten, der udkommer onsdag, vil Søren Linding sammen med udvalgte gæster dykke ned i de udfordringer og muligheder, som dansk erhvervsliv står over for i relationen til Kina.

I det første afsnit kan du møde Jens Eskelund, som er formand for Det Europæiske Handelskammer i Kina.

Og budskabet er klart: Kina kommer ikke til at spille en mindre rolle for de danske virksomheder i fremtiden – tværtimod.

»De danske virksomheder taler om, at de er i fuld gang med at deriske for at sprede risikoen ud på flere leverandører fra andre lande end Kina. Tallene fortæller dog en anden historie. Vi bliver kun mere og mere afhængige af Kina,« siger Søren Linding og fortsætter:

»Den stigende afhængighed gør det endnu mere interessant for danske virksomheder at finde vejen til at drage fordel af Kinas opstigen som økonomisk og teknologisk supermagt, mens egne styrkepositioner opbygges, så Europa hurtigt kan stå på egne ben. Risikoen for, at Kina kan ende som Rusland, må ikke undervurderes.«

Gæst: Jens Eskelund, formand for Det Europæiske Handelskammer i Kina.
Vært:
Søren Linding, redaktør og erhvervskommentator
Podcastredaktør:
Kasper Søegaard