Fortsæt til indhold

Naturen har inspireret hende til at tænke ledelse på en ny måde

Annemarie Meisling har med stor inspiration fra naturen sat sig for at finde ud af, hvordan man bedriver bæredygtig ledelse i sit job som direktør i fødevarevirksomheden Chr. Hansen, fortæller hun i podcasten ”Tjek ind”.

Annemarie Meisling er direktør i Chr. Hansen, hvor hun arbejder med bæredygtighed. Foto: Gregers Tycho
Ledelse med Louise Orbesen

Der skal både gro bakterier og bæredygtige strategier i Chr. Hansen. Og en af dem, der er spidsen for den strategi, er Annemarie Meisling, der som senior director i corporate affairs & sustainability hos Chr. Hansen henter meget inspiration i naturen.

Det fortæller hun i Finans’ podcast om fremtidens lederskab ”Tjek ind”.

»Jeg tror, at vi i ledelse kan bruge naturens rytme på en klogere måde. At vi kan lade os inspirere mere af, hvad vi intuitivt oplever i naturen,« siger Annemarie Meisling.

Hun er en af de ledere herhjemme, der har været med på hele bæredygtighedsrejsen. Fra dengang, CSR var et begreb, der blot fik et par linjer i årsrapporten, til i dag, hvor det er begrebet ESG, der fylder stort set i hele organisationen. På ledelsesgangene skal man i dag drible med dilemmaer og løsninger inde for klima, social ansvarlighed og god selskabsledelse på daglig basis – og ikke mindst fortælle åbent om det.

»Jeg mener ikke, at vi har løst den udfordring, vi står over for. Vi har jo ikke løst klimakrisen. Så pilen peger på os til at gøre noget andet,« siger Annemarie Meisling.

Og det kræver retning, fortæller Annemarie Meisling i podcasten.

»Hvis vi er på vej til at bevæge os over i noget mere selvledende, hvilket jeg virkelig tror, vi er, så skal man passe utroligt meget på, at man ikke får skabt en anarkistisk organisation,« siger hun.

Du kan lytte til hele afsnittet af ”Tjek ind” med Annemarie Meisling her - ligesom du kan lytte til de tidligere episoder med blandt andre Jens Broch fra Sunset Boulevard og Jeppe Rindom fra Pleo.

Artiklens emner
Ledelse
Natur