Fortsæt til indhold

Soundboks-chefen var kun 19 år, da han blev chefen for det hele

Han var blot 19 år, da han blev direktør i Soundboks. »Mit fag er ledelse, og ikke noget andet,« fortæller Jesper Theil Thomsen i podcasten "Tjek ind".

Jesper Theil Thomsen står i spidsen for højttalervirksomheden Soundboks. Foto: Nanna Navntoft
Ledelse med Louise Orbesen

Jesper Theil Thomsen var blot 19 år, da han var med til at stifte højttalervirksomheden Soundboks. Og han var dermed også kun 19 år, da han for første gang blev chefen for det hele.

Det fortæller han om i Finans’ podcast om ledelse ”Tjek ind”, hvor den i dag er 28-årige Jesper Theil Thomsen deler ud af den ledelseserfaring, han har høstet i en tidlig alder.

»Jeg tror på, jeg er den bedste til at lede virksomheden i dag, fordi meget af det, vi laver både produkt-, branding- og kulturmæssigt er meget afhængigt af virksomhedens dna – og den tror jeg ikke, der nogen, der kan repræsentere stærkere, end jeg som stifter kan,« fortæller Jesper Theil Thomsen i podcasten.

Han står i dag i spidsen for omkring 100 ansatte i Soundboks, der sidste år satte omsætningsrekord.

»Mit fag er ledelse, og ikke noget andet. Det vigtigste, jeg har gjort, er at ansætte folk, der er dygtigere mig inden for fagområder, og så få dem til at arbejde sammen,« siger Jesper Theil Thomsen.

Samtidig fortæller han, at en afgørende ingrediens i hans ledelsesudvikling har været - og er - at have en coach, der kan vejlede ham på rejsen.

»Jeg tror, at man som direktør meget ofte kan føle sig alene. Man er altid den sidste, der bliver gået til. Det at have en, som ikke har en økonomisk interesse i virksomheden, som man kan snakke med og også ringe til kl. 23.45 den 23. december, hvis det er, at tankerne bliver for meget oppe i hovedet, det har betydet alt for mig.«

Hent alle afsnit af Finans podcasts i Apple Podcast, Spotify eller lyt til alle afsnit direkte her.

Artiklens emner
Ledelse
Job og Karriere