Fortsæt til indhold

Hun er en ener inden for sit felt

Marie Storkholm er uddannet læge med speciale i kvindesygdomme, men hun har også en ph.d. i ledelse. Hvordan de to felter smelter sammen, fortæller hun om i den nyeste episode af podcasten "Tjek ind".

Cheflæge på Horsens sygehus Marie Foto: Mads Dalegaard
Ledelse med Louise Orbesen

Hun er cheflæge med en hverdag på en fødeafdeling, der hver dag byder nye liv velkommen til verden. Og som leder er hun også hele tiden med til at sætte nyt liv i måden at arbejde på.

»Vi har en bæredygtighedskrise, vi har en trivselskrise, vi har pandemier. Vi er i en brydningstid og en omstillingstid, og vi skal jo kigge et eller andet sted hen. Vi kan ikke blive ved med at gøre det på den samme måde,« siger Marie Storkholm i podcasten ”Tjek ind”.

Hun var blandt de fire nominerede til prisen som årets leder, der blev uddelt af organisationen Lederne i november i år. Og inden for sit felt er hun også noget af en ener.

»Jeg tror, jeg er den eneste danske læge, der har en ph.d. i ledelse. Men det, vi ser nu, er, at der er langt flere, der interesserer sig for ledelse,« fortæller Marie Storkholm.

Marie Storkholm er uddannet læge med speciale i kvindesygdomme og fødsler, ligesom hun har en ph.d. i forandringsledelse.

Siden 2018 har hun været leder af Afdeling for Kvindesygdomme og Fødsler på Regionshospitalet Horsens. Og sundhedssystemet kan være et tungt sted at arbejde, fortæller Marie Storkholm.

»Sundhedssystemet er en kæmpestor supertanker af et komplekst væsen. Her kan man høre spørgsmålet; kan man være en dygtig læge og så også være leder?« siger hun i podcasten.

Men for Marie Storkholm giver det »rigtig meget mening at tage ledelsesopgaven - og ikke mindst dele den ud«.

»Ledelse bliver mere distribueret, så man bare ikke skal sidde på et kontor bag en kedelig computer,« fortæller hun.

Lyt til hele samtalen med Marie Storkholm i den seneste episode af ”Tjek ind”.