Fortsæt til indhold

Gertie Find Lærkholm tror på, at konsulentbranchen har flyttet sig

Hun har været topchef i den danske del af BCG i omkring et år, og Gertie Find Lærkholm er gæst i den nyeste episode af podcasten "Tjek ind".

Gertie Find Lærkholm er landechef i BCG. Foto: BCG
Ledelse med Louise Orbesen

Statsminister.

Det var intet mindre end den forventning, der var til Gertie Find Lærkholm, da hun var lille.

»Da mine forældre for nylig ryddede op, fordi de skulle flytte, fandt de en lille seddel i en kasse, hvor børnehaven havde skrevet, at vi ser Gertie som en fremtidig statsminister. Det blev jeg bestemt ikke, men det der med at lede og ville nogle ting, tror jeg har ligget der allerede fra dengang,« fortæller hun i Finans’ podcast om ledelse ”Tjek ind”.

Gertie Find Lærkholm blev for godt et år siden ny landechef i Boston Consulting Group (BCG), hvor hun har været ansat i et dusin år. Og hun ser en konsulentbranche i bevægelse.

»Som virksomhed er vi måske mere reflekterende og mere kritiske over for os selv end for ti år siden,« fortæller hun i podcasten.

Samtidig oplever hun også, at de unge, nye medarbejdere har en anden tilgang, når de søger ind i branchen.

»Det nære eksempel er, hvad vi bliver spurgt om i interviewsituationer. Der kommer jo mange igennem hos os. Vi er en maskine, der siger goddag til mange nye medarbejdere, og der er selvfølgelig mange ting, der er de samme: At de er nysgerrige på, hvad det vil sige at være konsulent og hverdagen – men i dag er der også flere om; hvad gør I for samfundet, hvad giver I tilbage, og hvad gør I for klimaet? Og flere om selvbestemmelse, og hvor meget man kan præge sin hverdag. Da jeg selv gik ind af den dør, der stillede jeg ikke så mange krav,« fortæller Gertie Find Lærkholm.

Du kan lytte til hele episoden af Tjek ind med BCG-topchefen lige her - ligesom du kan lytte til alle de 25 tidligere episoder med en masse spændende ledere.

Artiklens emner
Job og Karriere
Konsulentbranchen