Camilla Holm har prøvet den hårde tone. Og nu vil hun noget helt andet som leder
PFA-direktør Camilla Holm er gæst i den nyeste episode af podcasten "Tjek ind", der denne gang blev optaget live på Folkemødet.
Hvordan har du det i dag på en skala fra 1 til 5?
Sådan lyder spørgsmålet fra koncerndirektør Camilla Holm, når hun samler sin ledergruppe i PFA. For som leder mener hun, det er meget vigtigt, at man tager temperaturen, når man mødes.
»Det kan være et it-system, der har drillet, solskin på cykelstien eller nogle teenagebørn, der måske har drillet lidt fra morgenstunden. Men det sætter jo en tone i det møde, vi nu skal have, og det giver en enorm effekt,« fortæller Camilla Holm i Finans’ podcast ’Tjek ind’, der denne gang blev optaget live på folkemødet i Allinge på Bornholm.
Overskriften for podcasten lød; skal man finde sig i den hårde tone på jobbet?
For Camilla Holm har nemlig prøvet, hvordan det var at være en del af et ledelsesteam, hvor der var en hård tone. En tone, der satte sig i hende - og som gjorde hende bevidst om, hvordan hun selv vil være som leder.
»Jeg rankede jo bare ryggen og ville ikke bøje nakken. Men så fandt jeg ud af, at det havde sat sig i mig, for det handler jo om en disrespekt for mig som menneske og en manglende nysgerrighed,« fortæller Camilla Holm.
Derfor sagde hun til sig selv, at hun ville en anden vej som leder. Hvilken vej hun er gået, og hvordan hun dribler sit travle direktørliv, kan du lytte meget mere til i den nyeste episode af ’Tjek ind’.

